Nogle gange støder man på et nystartet projekt, der lige har sendt en enkelt udgivelse ud, hvor man tænker “Det er fandme fedt det der”. Derefter venter man med spænding på, at der skal komme mere ud, men mogle gange sker det dog, at man lige skal vente ekstra lang tid, før at det sker. Det var tilfældet for mig med kunstneren ARO. Efter at have gået med en frygt om at der ikke ville komme mere, blev jeg dog i sidste ende glædeligt overrasket, da der en dag pludselig var et super skønt album ude, et album som jeg i dag vil skrive om.
Inden at jeg fortæller, hvordan jeg opdagede ARO, så vil jeg lige skrive lidt om ARO selv først. ARO er selvfølgelig et kunstnernavn og er initialerne fra hendes borgerlige navn, Aimee Rachel Osbourne. Hun er en engelsk kunstner, der kom lidt halvsent på banen. Det var nemlig først, da hun var 27 at hun, så vidt jeg ved, for alvor begyndte at arbejde med musik. Derefter skulle der så lige gå fem år mere, før at hun kom frem med hendes første single, der gik under titlen “Raining Gold”. Indtil da havde hun formået at holde sig selv halvanonym, hvilket er ret imponerende, når man kigger på hvem hendes forældre er. Hun er nemlig datter af Sharon og John Michael Osbourne, hvor den sidste selvfølgelig er meget bedre kendt under hans kunstnernavn, Ozzy Osbourne. Det var da også igennem Ozzy, at jeg først stødte på hendes musik. Da ARO tilbage i starten af 2015 udgav den første single, så var Ozzy nemlig flink nok til lige at dele det med hans følgere på Facebook, og der var jeg inkluderet.
Jeg var ret imponeret ved første lyt af “Raining Gold” og gik rigtig og glædede mig til, at der kom mere. Året efter kom hun med endnu en single, “Cocaine Style”, men derefter skulle der gå noget tid, før der skete noget, fire år for at være helt præcis. I mellemtiden var der totalt stille fra ARO, og selvom jeg nu og da prøvede at støve lidt nyt frem, så fandt jeg aldrig noget. Af den grund tror jeg også lige, at der gik mellem et halvt eller helt år, før jeg fandt ud af, at ARO i henimod slutningen af 2020 havde udsendt albummet Vacare Adamaré. Da jeg endelig fik lov til at lytte til mere af AROs musik, så var det dog ventetiden værd, for jeg var vældig tilfreds med det, der kom ud af højtaleren.
Hvis man håbede på, at datteren gik faderens fodspor, når det kommer til musikgenren, så bliver man desværre skuffet. Genremæssigt ligger ARO nemlig i en blanding af Synth-pop og Trip Hop, hvilket ret hurtigt bliver tydeligt på åbningsnummeret på Vacare Adamaré, “Shared Something with the Night”. Det starter hurtigt med lidt skæve elektroniske toner, som får lov til at flyde stille og roligt, indtil at ARO kommer på med hendes sang, som er lidt mere normal i forhold til tonerne i baggrunden. Kort efter begynder der at ligge nogle trommer i baggrunden, mens der bliver bygget op til omkvædet, hvor der lige bliver trykket lidt ekstra af. Her kommer der også lige en effektpræget guitar på for at skabe et endnu større lydbillede. Da man når andet vers går intensiteten dog ned i niveau, og resten af nummeret skifter mellem disse to intensitetsniveauer. Lidt mere tilbagelænet i versene, mere støj på i omkvædene. Rigtig fint solidt åbningsnummer.
Efter “Shared Something With The Night” bliver albummet lidt dystert. Dette starter på nummeret “House of Lies”, som er et dejligt skønt nummer. Derefter fortsætter det på det skønne op-tempo nummer “Beats Of My Heart”. Selvom den instrumentale del er mere lys i det, end den er på “House of Lies”, så er lyrikken det bestemt ikke. Samtidig er der også noget synthesizer, der åbner nummeret, og som også en gang imellem dukker op og skaber en lidt mystisk atmosfære, der bidrager til den dystre stemning. Det er et virkelig fedt nummer, men ikke her hvor den dystre del slutter. Det er nemlig på det efterfølgende nummer, “Choir Day”. Med en dejlig, nærmest okkultist start bliver det skudt i gang, og med en fin rytme sat af trommerne kan ARO ellers gå i gang med det lyriske. Hendes vokal virker super godt sammen med baggrunden, for hvor at det der er mørkt, så er hendes vokal dejlig lys, og det er fede modsætninger, som smelter sammen til et rigtig godt stykke musik. Igen får nummeret lige lidt ekstra tilføjet i omkvædet, dog ikke voldsomt meget hvilket jeg også synes er det rigtige valg her. Det virker også rigtig godt, når nummeret så går tilbage til verset og går længere ned end det første. Det okkulte får rigtig god plads, og trommerne går fra den gode rytme til kun lige at ligge et par slag ind nu og da. Det er rigtig dejligt varierende og spændende at lytte til. Sådan fortsætter nummeret også med at være, og det er egentlig kun omkvædet, der føles som sat i sten. De andre stykker har små ændringer hist og her, og der kommer også et anderledes mellem stykke, der bare gør det til et virkelig interessant nummer.
Ozzy Osbourne er også kendt som “The Prince of Darkness”, og mørket er helt sikkert noget, som ARO har arvet fra sin far. Derfor bliver det heller ikke særligt lyst, da tonerne fra “Choir Day” er ovre. Den mystiske del forsvinder lidt, men i stedet for den kommer der en stærk mørk elektronisk lyd der, sammen med trommerne, er den der driver sangen. “Pisces Lie” er gået i gang, og det er et super fedt nummer. Igennem hele albummet er AROs vokal i fokus, men lige her føles den specielt vigtig. Baggrunden er fed nok, men uden vokalen ville det hele være noget monotont. Vokalen er der dog som sagt, og alt i alt er det virkelig et højdepunkt på albummet, noget der faktisk gør sig gældende for de næste to numre også, i hvert fald efter min mening. “Shameless Son” er, på samme måde som det forrige nummer, drevet af synthesizer og trommer. Her er synthesizeren dog lidt mere tilbagelænet i forhold til den på “Pisces Lie”. Endnu en gang er AROs vokal super vigtig for at få sangen til at fungere, men heldigvis husker hun også lige at give plads til at den instrumentale del, så den kan få lov til at vise dens vigtighed. Nogle gange skal sangere lige huske på, at den instrumentale del sagtens kan bære dele af et nummer, men den påmindelse behøver ARO som sagt ikke at få.
“Shark Knight”, som vel nok er mit favoritnummer fra albummet, trækker det skæve element tilbage på albummet. Igen er det synthesizeren, der sørger for det, og det får lov til at være der hele vejen igennem. I løbet af nummeret er der flere gange lydklip med en mandelig stemme, der bliver spillet, hvilket bidrager til, at det hele virker lidt underligt. Det kommer dog aldrig til at blive alt for langt ude, og overordnet set er “Shark Knight” faktisk et nummer, som svinger utrolig godt. Trommerne ligger en super fed rytme sammen med bassen, og med en utrolig varieret vokalpræstation fra ARO starter det super fedt med første vers. Omkvædet går dog lige ind og trækker niveauet yderligere op, og jeg kan sgu ikke lade være med at sidde og svinge hovedet fra side til side, mens det spiller.
Der er tre numre endnu på albummet, “Gold Thread”, “Ghost” og “Tuesday”. Jeg vil dog ikke skrive super meget om dem, da dette skriveri er ved at blive lidt langt. Dog er de sidste to begge numre, som jeg er utrolig glade for, så hvis man lytter til noget af albummet, og tænker at det er fedt, så er jeg helt sikker på at de to numre ikke vil skuffe.
Der skulle som sagt gå fire år fra, at ARO sendte “Cocaine Style” singlen på gaden, til at hendes første album udkom. Nu er der så gået yderligere fire år siden da, men heldigvis kom der en single i 2022, så helt uden ny musik fra ARO har det da ikke været. Jeg håber virkelig at der er mere på vej, for jeg synes sgu, at hun laver fed musik. Jeg har også en rigtig stor respekt for hende. Når man kigger på hendes forældre, så tænker man, at hun sagtens ville kunne komme foran i en masse køer og få særbehandling. Det ligner dog ikke, at det er den vej hun har valgt. I stedet for at være udkommet på et stort pladeselskab som Sony eller Universal, så har ARO valgt at udsende Vacare Adamaré på Make Records, hvilket er et ganske lille selskab, og det tyder på at ARO her har valgt, at hun selv vil skabe sin vej til succes, noget som jeg håber hun i den grad får.
Ulempen ved at være på et lille selskab er dog, at det kan være svært at få fat i en kunstners plader. ARO udsendte albummet på vinyl tilbage i 2020, men de var hurtigt væk, og siden da har jeg ikke set nogen til salg. Dagens støtteanbefaling kommer derfor til at blive rigtig simpel. Hvis man kan lide det, som ARO har udsendt, så giv det lige et ekstra lyt en gang imellem og anbefal det til vennerne.
Lytteanbefalingerne er til gengæld ikke så simple, i hvert fald ikke at mens jeg sidder her og skal vælge numre ud. Der er ti numre på albummet, og alle er sgu ret gode. I sidste ende har valgt at tage tre numre, der alle er en god del forskellige. Derfor er anbefalingerne i dag “Beats of My Heart”, “Shark Knight” og Ghost. Et dystert nummer, et skævt nummer og et lidt mere tilbagelænet nummer som jeg tænker illustrer noget af det, som Vacare Adamaré har at byde på.
Musikskriveri 