Efter to skriverier med metal tænker jeg, at det er tid til at gå over til noget andet. Heldigvis er det ikke fordi, at det er noget problem, og valget af dagens emne var da heller ikke svært. Jeg har nemlig længe haft lyst til at skrive om den fantastiske søsterduo Prisma, og nu tænker jeg, at tiden er inde til at få det gjort.
Man kan roligt sige, at de to søstre, Sirid og Frida Møl Kristensen har haft fart på, siden de for alvor startede deres musikalske karriere tilbage i slutningen af 2020. Selvom deres første EP, der har titlen Her, gik lidt under radaren, så kom de i den grad på den, da de i marts 2021, kom med en forsmag på det, der skulle gå hen og blive deres anden EP. Siden da er det kun gået fremad og det med speederen helt i bund. På tre år er de gået fra at være et nyt navn på scenen til at have spillet to gange på Roskilde Festivalen, varmet op for Minds of 99 i selveste Parken og de har endda også spillet koncerter nede i Berlin. Det er i den grad også fuldt fortjent, for efter min mening har Prisma det, der skal til for at blive et solidt internationalt band. Udover to EP’er har de her i 2024 også udgivet albummet Something To Respond To, og også her er kvaliteten i top. Det er dog en af deres EP’er, som jeg vil tage fat i i dag, og som titlen afslører er det specifikt deres Inside Out EP.
Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg hørte Prisma for første gang. Det var for tre år siden, specifikt marts 2021, hvor jeg blev introduceret til dem igennem P6 Beat. Dengang havde radiokanalen en gang imellem nogle indslag, hvor at de spillede nogle nye numre, som kunstnerne lige fik lov til selv at præsentere, og det var i sådan et indslag, at jeg hørte nummeret “I Never Wanted to Meet You”. Prisma havde, ligesom andre bands, lavet en kort præsentation til nummeret, og jeg husker tydeligt, at både mig og min chef morede os over den. Den var nemlig utroligt tøset, og jeg synes at kunne huske, at jeg dengang fik dannet mig nogle fordomme om, at jeg nu skulle til at høre noget meget feminint indiepop. Jeg begyndte at gå videre med mit arbejde, og jeg havde ingen forventninger om, at der var noget stort i vente. Sangen begyndte, og en guitartone blev gentagende slået af. Kort efter slog trommerne så nummeret i gang, bassen kom med og i baggrunden kunne noget keyboard høres. Guitaren gik samtidig over til at spille et dejligt tema, og det fortsatte den med lige indtil, at det første vers begyndte. Om det er Sirid eller Frida, der indleder med at synge, kan jeg i dette øjeblik ikke huske. Det lød dog skønt, og havde Prisma holdt sig til kun at have hende på vokal, ville de have været rigtig godt stillet. Det gjorde de dog ikke, og gudskelov for det, for halvvejs inde i første vers bliver vokalen tostemmig, da søster nummer to kommer ind og synger med. Det er fuldstændig vanvittigt, hvor godt deres to vokaler passer sammen. Det lyder bare fuldstændig forrygende lækkert, og det er en af de ting, der har hjulpet Prisma til at nå de højder, som de i dag svæver i. Første vers fortsatte med den tostemmige vokal, og efter det var det endnu en gang trommerne, der slog ekstra energi ind i nummeret. Det var nemlig blevet tid til omkvædet, og her blev det hele lidt vildere og endnu endnu federe. Efter omkvædet kom andet vers så ind, hvor vokalen igen fortsatte, samtidig med at keyboardet fik lidt mere plads, hvilket gav et fantastisk ekstra lag til det hele. Omkvæd nummer to var dog det samme som det første, og selv da man sad og troede, at det ikke kunne blive bedre, så kom der lige et fantastisk mellemspil, denne gang med kun en vokal kørende, hvorefter at omkvædet så lige kommer ind en sidste gang og samtidig tager nummeret til dets absolutte højdepunkt.
Da de sidste toner fra “I Never Wanted to Meet You” var ovre, kan jeg huske, at jeg med det samme kiggede hen på min chef, fuldstændig blæst væk af det jeg lige havde hørt, og det samme var han. Jeg havde som sagt siddet og forventet noget tøset pop, og ikke noget af det bedste danske musik som jeg til dags dato har lagt øre til. At sige at det var en wow oplevelse er en gigantisk underdrivelse. Jeg fandt da også ret hurtigt frem til, at Prisma havde udgivet en EP forinden, og selv om den ikke var i samme stil, som det nummer jeg lige havde hørt, så var det stadig en god musikoplevelse, dog ikke på højde med “I Never Wanted to Meet You”. Derfor så jeg også voldsomt meget frem til Prismas næste udgivelse. Den udgivelse kom to måneder efter i form af EP’en Inside Out, og foruden “I Never Wanted to Meet You” bestod den af tre andre numre.
Første af disse nye var “Seven Greedy Girls”, et nummer der fortsatte det høje niveau, som Prisma havde sat for dagen. “Seven Greedy Girls” er et nummer, hvor intensiteten gradvist får lov at stige igennem a-b- og c-stykkerne. Trommerne får lov til at starte ud, hvorefter bassen støder til. Hvis man er fan af Prismas tostemmige vokal, så bliver man ikke skuffet her, da den er at finde igennem næsten hele nummeret. Især under omkvædet er det fuldstændig formidabelt, og der kan jeg næsten ikke lade være med selv at synge med. Fuck det er fedt. Igen vælger Prisma at vente til slutningen, før de lader nummeret nå dets højdepunkt, og det var en formidabel forløsning, da jeg hørte det første gang. Når man hører en single, der bare rammer fuldstændig plet, og man så skal vente lidt før resten kommer, kan der altid komme lidt tvivl om niveauet nu kan holdes, men den tvivl forsvandt totalt, da jeg hørte “Seven Greedy Girls”. Prisma viste mig i den grad, at de ikke bare var one-hit wonders, og det fortsatte de med på det, der er gået hen og blevet mit yndlingsnummer på EP’en, nemlig “Devils Eye”.
På “Devils Eye” bryder Prisma lidt væk fra den formel, som har været brugt på de to foregående numre. Det er et nummer, hvor det bliver dystert og mørkt. Hvor de første to numre primært har ligget i en lidt støjende Indie-rock genre, så hiver Prisma her nogle elektroniske elementer ind, der virkelig bidrager til stemningen. Energiniveauet er lavt til at starte med, og der bliver også kun brugt en vokal. Det hele får lige lov til at hvile lidt, indtil at synthesizeren hurtigt bygger op til et intensitetsskifte, hvor at trommer og bas også kommer på. Den tostemmige vokal er tilbage, og det at der lige blev ventet med den til at starte med er perfekt, for den giver bare lige det ekstra dejlige element til sangen. Guitaren kommer også med, da nummeret går fra vers et til vers to, og det er bare skønt, hvordan at det hele bliver bygget op lag på lag. Jeg elsker det virkelig, og her er jeg kun nået halvvejs ind i sangen. Det bliver heldigvis også kun bedre og bedre, for da andet vers bliver sluttet af med strofen “I’m going to hell, you may join the view”, kommer der et fantastisk dejligt instrumentalt stykke, hvor den dystre atmosfære stadig kører, mens at guitaren spiller et fedt tema. Igen bliver det hele bygget op lag på lag på den dejligste måde. Stille og roligt kommer der flere ting på, blandt andet vokalisering fra begge søstre senere i passagen, og man er bare klar på, at lige om lidt kommer det, lige om lidt bliver det rigtig vildt og rigtig fedt, og det bliver det! Endnu en afslutning på et højdepunkt og jeg er vild med det.
EP’ens tredje nummer, “Let Me Go”, holder sig også i det dystre, og her er det nærmest lidt sørgmodigt. Igen er der en stigende intensitet igennem nummeret, og hvor det starter meget lavt nede i energi, så kommer der stille og roligt bare mere og mere til, indtil at det hele begynder at forløse sig, da man er kommet lidt over halvvejs ind i nummeret. Fuldstændig fantastisk!
Sidste nummer på EP’en var “I Never Wanted to Meet You”, som jeg jo har været forbi. Jeg skriver var, da der egentlig kun var fire numre på EP’en, da den blev udgivet digitalt i maj 2021. Dog kom der lige et ekstra nummer på tre måneder senere i form af dejlige energiske “Villains of the Night”. Jeg tror ikke, at jeg skyder meget forkert, hvis jeg siger, at dette er Prismas indtil videre største nummer, og det er det med god grund. Det får lov til at starte lidt nede i intensitet, men i baggrunden bliver der lagt et god tempo, og da man når til omkvædet stikker det bare af. Live er det et nummer, som man bare bliver nød til at danse til, og jeg kan da heller ikke lade være med at vippe med foden i et godt hurtigt tempo, mens jeg sidder her og lytter til det. Jeg synes hele vejen igennem også, at Prisma bare træffer så mange gode valg her. Fra den sublime måde vokalen hiver nummeret fra vers til omkvæd på, den høje vokalisering i omkvædet der bare fungerer fuldstændig fantastisk, og alle de mange små detaljer som de perfekt tilføjer igennem nummeret. Fedt fedt nummer som jeg er super glad for lige kom med på Inside Out.
Prisma er en gruppe, som jeg har været utrolig glad for lige siden første lyt. Da jeg hørte dem for første gang, var jeg ikke i tvivl om, at det kunne blive stort, og det kan man kun sige, at de er blevet. Deres seneste udgivelse, Something To Respond To, er også et album med et tårnhøjt niveau, og jeg glæder mig virkelig til at opleve sangene fra det live. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig bare til at følge resten af Prismas karriere, for jeg tror virkelig på, at de to søstre kan tage det langt.
Hvis man lige som mig er fan af Prisma, så vil jeg som altid anbefale, at man støtter dem ved enten at købe deres udgivelser eller merchandise. Inside Out kan stadig købes på LP, og den kommer endda sammen med deres første EP, Her. Dog skal man nok ikke vente for lang tid, da pladen blev udgivet af pladebutikken MobyDisc. Om det var et bevidst valg fra Prisma, eller om det var fordi, at pladeselskaberne sov i timen, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om den nogensinde bliver genudgivet igen, når de sidste eksemplarer er solgt, så derfor tænker jeg ikke, at det er klogt at vente for længe.
En anden støtte anbefaling, der er endnu større end den første, er at tage ud og se Prisma live, for udover at forstå sig på at lave god musik, så forstår de sig i den grad også på at levere et fantastisk show.
Dagens lytteanbefalinger kommer i form af numrene “Devils Eye”, “I Never Wanted to Meet You” og “Villains of the Night”. Alle tre er fantastiske numre fra en suveræn EP, som jeg selvfølgelig anbefaler, at man hører igennem fra start til slut.
Musikskriveri 