Det gode ved festivaler er, at der ofte er så mange bands, at det næsten er umuligt at kende til dem alle sammen. Det giver også mulighed for virkelig gode overraskelser, og dagens skriv kommer til at handle om netop en af disse, nemlig det engelske band Heriot, som blev den bedste nye opdagelse på min tur til Copenhell tilbage i 2023.
Heriot var et band, som jeg ikke havde hørt om, før jeg så dem på Copenhell. Jeg havde som sådan heller ikke rigtig læst op på dem eller på nogle af de andre bands, som jeg ikke kendte til, da jeg nemlig har en forkærlighed for at lade det ukendte forblive ukendt, når det kommer til koncerter. En god koncert kan, efter min mening, nemlig give et langt bedre indtryk end et godt album. Så vidt jeg husker, skulle Heriot spille på omkring samme tidspunkt, som et andet band jeg ikke kendte til. Derfor havde jeg besluttet mig for at give dem et kvarter til at imponere, og ellers ville jeg tage over og se det andet band. Af den grund havde jeg heller ikke placeret mig super tæt på scenen. Jeg kom ikke videre fra Heriot, til gengæld kom jeg så langt foran, som jeg kunne med god samvittighed. Lydmæssigt ramte de virkelig plet for mig, og de spillede også med en utrolig god energi. Rigtig rigtig god oplevelse og siden da har bandet hængt ved, noget som de andre bands jeg kom forbi ikke har gjort på samme måde.
Heriot er som sagt et band fra England. Det opstod allerede tilbage i 2014 i byen Swindon, og dengang bestod det af tre medlemmer, Erhan Alman på guitar, Jake Packer på bas og vokal og Julian Gage på trommer. Den konstellation nåede at udgive to EP’er der, så vidt jeg kan læse mig frem til, lå under Doomcore-metal genren. Jeg vil med det samme sige, at jeg på ingen måde er ekspert, når det kommer til noget som helst med “core” i genren. Selvfølgelig har jeg da fået hørt en del gennem tiden, og der er da også nogle bands fra diverse core genrer, der har holdt ved, men overordnet set er det ikke genrer, som jeg dykker forfærdeligt meget ned i. Muligheden for at starte med det er der egentlig heller ikke, når det kommer til Heriots tidlige materiale. I 2019 fik de nemlig et ekstra medlem i bandet, guitarist og forsanger Debbie Gough, og det så de også som en ny begyndelse for bandet. Derfor er det gamle materiale ikke længere tilgængeligt, i hvert fald ikke uden at man skal grave dybt for at finde det. Om det var nødvendigt at fjerne det gamle, ved jeg ikke, men til gengæld ved jeg, at det var det helt rigtige valg at få Debbie med i bandet. Heriot er nemlig gået fra at være et relativt ukendt band på den engelske scene til at være et band med gode chancer for stor international succes. Skiftet i popularitet kom sammen med Heriots tredje EP, Profound Morality, som er den de turnerede med sidste år, da jeg så dem. Genremæssigt har denne introduceret et skift, hvor at bandet er gået fra Doomcore-metal til noget ikke lige så definerbart. Kigger man lidt rundt omkring, så bliver de beskrevet som Metalcore, Post-Hardcore, Dødsmetal og andre ting. Sandheden er, at Heriot blander alle disse genrer og mange andre sammen til noget, som jeg synes er virkelig fedt.
Profound Morality åbner med nummeret “Abaddon”, og det er et nummer, som åbner med lidt mystik. Om det er en synthesizer, der kører eller noget guitar med effekt eller andet, ved jeg ikke. Mystisk er det dog som sagt, og det er en god måde lige at fange lytteren på. Man sidder afventende, spændt på at høre hvad der kommer efter. Lidt feedback fra en forstærker begynder at kunne høres i baggrunden, og midtvejs kommer der også lidt tung lyd fra en godt forvrænget bas i følgeskab af lidt trommen. Det giver en en lille ide om, hvor Heriot lydmæssigt ligger. Dog er det der kun kort, før nummeret igen går over i mystik, og man bliver igen afventende på, hvad der skal ske. Den tvivl forsvinder dog lige så snart, at EP’en går fra “Abaddon” til “Coalescence”.
“Coalescence” åbnes med kort trommen, og så bliver der ellers bare trykket af fra hele bandet. Der er dejlig meget forvrængning på, og der er ikke det store skift i akkorder. Til gengæld bliver hver akkord slået af mange gange, og det giver et dejligt voldsomt lydbillede. Debbie forøger denne voldsomhed med en dejlig skrigende vokal, og der bliver givet en følelse af, at undergangen er her, en følelse der, lige så hurtigt som den kom, forsvinder. For nummeret går fra en hæsblæsende voldsomhed over i et mere afdæmpet atmosfærisk stykke, der primært bliver styret af bas og Debbie, som nu synger rent. Jeg har før nævnt, at jeg virkelig elsker, når det tunge bliver blandet med det smukke, og det bliver det i den grad gjort her. Efter at have kørt i det melodiske i lidt tid går “Coalescence” tilbage i det voldsomme, hvor Jake i lidt tid tager over på vokalen med lidt growl. Det er også i det voldsomme hjørne, at resten af nummeret bliver, dog med skiftende stykker hvilket gør det dejligt spændende at lytte igennem.
Ep’en går hastigt videre på “Carmine (Fills the Hollow)”, hvor det er Jake ,der styrer vokalen hele vejen igennem. Det går stærkt fra start, men det skal det næsten også gøre, for nummeret er ikke et af de lange med en længde på blot et minut og 42 sekunder. Alligevel kører tempoet ikke i top hele vejen igennem, og her er der et rigtig godt eksempel på den genreblanding, som Heriot leger med. Midtvejs skifter nummeret nemlig fra klassisk Hardcore til noget Sludge-metal, og det betyder, at tempoet går fra hurtigt til noget mere sløvt og tungt, dog uden at det på nogen måde føles unaturligt.
At sige at Heriot har en forkærlighed for lange numre ville være ret så forkert. Det næste nummer der kommer på er nemlig kun fire sekunder længere end “Carmine (Fills the Hollow)”. “Near Vision” hedder det, og igen bliver det startet voldsomt ud, for så at blive taget ned i niveau, i hvert fald når det kommer til det instrumentale. For hvor baggrunden i nummeret bliver dejlig atmosfærisk, så fortsætter vokalen, denne gang leveret med Debbie i front og Jake lidt i baggrunden, stadig virkelig voldsomt. Samtidig er bassen og trommerne noget mere fremtrædende, end de var på det stille stykke på “Coalescence”. Det får dog igen lov til at eksplodere efter lidt tid, og jeg er virkelig bare fan af det. Det er uforudsigeligt, det er spændende, og det er bare lækkert.
Da “Near Vision” slutter efterlader det en med en hængende guitar tone, der fortsætter ind i næste nummer, “Mutagen”, hvor den så stille og roligt forsvinder. Det giver en super dejlig overgang til et atmosfærisk nummer, der er ovre at lege i Industrial genren. Det er godt lille pustrum, hvor Debbie i baggrunden ligger med en dejlig spøgende vokal. Da jeg oplevede dem på Copenhell, var der lignende pauser mellem nogle af numrene, og det gjorde at energien døde lidt. Det gør den dog ikke her, og da “Enter the Flesh” følger op, så er man fuldstændig klar på, at det går amok. Igen går det hurtigt, igen bliver tempoet så sænket, og selvom der her ikke er noget genreskift, så er det stadig godt varierende og spændende at lytte til.
Anden gang lykkedes pausen dog ikke helt på samme måde, i hvert fald ikke efter min mening. Selve nummeret, der går under titlen “Abbatoir”, er skam fint nok, men her føler jeg, at der burde have været et ekstra nummer, før det kom på. “Enter the Flesh” har nemlig kun en længde på to minutter og 22 sekunder, så det at der allerede igen er pause, gør at energien, der ellers er blevet bygget op i løbet af resten af albummet, begynder at forsvinde, hvilket er ærgerligt. For mig er det et nummer, der egentlig bare skal overstås, så EP’en kan komme videre. Det er så nok også det eneste negative punkt, som jeg kan finde ved Profound Morality, der desværre er ved at være ved vejs ende, og når man nu taler om titlen, så er sidste nummer på EP’en også titelnummeret.
På nummeret “Profound Morality” bliver der startet stille og roligt op. Måske kunne det have hjulpet på “Abbatoir”, hvis der havde været en glidende overgang fra det, men det er der ikke. Det er igen lidt Industrial, der bliver taget fat på, og efter at det har brugt lidt tid på at sætte atmosfæren op, så bliver der tilføjet lidt energi. Det er tunge toner der lyder, men de bliver ikke voldsomt udført, og derfor holder Debbie også vokalen på det rene her. Der kommer lige et ekstra tungt mellem stykke, men ellers er det ellers primært sådan, at nummeret fortsætter, dog med et vokalskift fra Debbie til Jake. Rigtig fin måde at slutte EP’en af på, og hvor man på tidspunkter forventer, at det hele skal til at stikke af, så holder det sig tilbage og er endnu en gang en smule uforudsigeligt og dejligt interessant.
Som jeg skrev, i min fortælling om hvordan jeg opdagede Heriot, så er det et band der, modsat nogle af de andre ting som jeg hørte på Copenhell 2023, har holdt ved hele vejen igennem. Jeg finder ofte EP’en frem, desværre kun på streaming da jeg ikke har fået skaffet mig den på plade endnu, og når jeg gør det, så nyder jeg det. Derfor glæder jeg mig også rigtig meget til, at Heriot her til september kommer med deres første fuldlængde album. Det bliver spændende at høre, hvordan det lyder, og hvordan deres udvikling som band fortsætter. Derudover regner jeg også med at se, om jeg ikke kan fange dem til december i København, når de kommer forbi der. Hvis man selv synes, at bandet er fedt, så anbefaler jeg selvfølgelig, at man også lige tager et smut forbi der. Derudover vil jeg selvfølgelig også anbefale, at man støtter op om dem ved at købe deres plade, når den udkommer.
Nu har lytteanbefalinger faktisk været ret nemme på det seneste, men det fortsætter de dog ikke med at være her, for jeg er en smule i tvivl om, hvad lytteanbefaling nummer tre skal være. De første to er ret nemme, “Coalescence” og “Enter The Flesh” er nemlig begge numre, som jeg synes er højdepunkter på pladen, men derefter bliver den lidt svær. Valget føler jeg skal være mellem “Near Vision” og så titelnummeret, og efter lidt overvejelser er jeg kommet frem til, at jeg i sidste ende vil gå med titelnummeret, da det er et nummer, der egentlig fint illustrerer, hvordan hele EP’en lyder. Dog er “Near Vision” en lille ekstra anbefaling, foruden den sædvanlige om at høre hele EP’en igennem. Det er som sagt en voldsom oplevelse, men er man til det, så er det også en spændende en af slagsen.
Musikskriveri 