Som jeg skrev tilbage i mit Clawfinger skriveri, så har der været to ting, som jeg har været spændt på at se, hvor lang tid der ville gå, før jeg fik skrevet om dem. Den første var, som jeg dengang skrev, metal. Det er den anden egentlig også, men samtidig er det også min absolutte favoritartist, Devin Townsend. Jeg kan med det samme love, at medmindre siden stopper før tid, så kommer næsten samtlige af hans albums til at blive skrevet om her. Undtagelserne bliver måske “Sex & Religion”, der var hans første egentlige udgivelse, hvor han var i fornemt selskab sammen med Steve Vai, og så helt sikkert to af hans ambiente albums. Grunden til at de tre bliver sprunget over, er at det er albums, som jeg sjældent hører. Dog må jeg indrømme, at efter jeg kort lige hørte noget af “Sex & Religion” i dag, er jeg fristet til at give den et par afspilninger igen. Så må tiden vise, om det bliver til et skriv. Uanset hvad så har jeg dog nok albums at vælge imellem, for udover de tre udgivelser har Devin udgivet hele 26 andre albums.
Det var en lang indledning, men det går nok, da jeg i dag vil springe det afsnit, hvor jeg ellers normalt skriver om, hvordan jeg opdagede et album eller en artist over. Grunden til dette er, at den historie bliver gemt til et helt specifikt album, som jeg vil skrive om, når jeg engang føler, at der er en helt speciel anledning til det. Så er der også mere plads til at skrive om selve albummet her. Inden jeg skriver om det, vil jeg dog lige give en introduktion til hr. HevyDevy.
Devin Townsend er en canadisk musiker, der efterhånden har haft fingrene i lidt forskellige genrer. Han startede som sagt ud med udgivelsen “Sex & Religion” sammen med Steve Vai, et projekt der genremæssigt ligger i Hard Rock / Heavy Metal. Senere hen har han haft gang i en del andre projekter, hvor der er blevet udgivet andet metal i flere forskellige boldgader. Han har primært haft fat i den progressive sub-genre, men har også leget med både det ekstreme, det alternative og det avantgarde. Dog har han heldigvis ikke holdt sig til metallen kun, og som sagt har han blandt andet lavet noget ambient musik. Derudover også har han også lavet et enkelt for sjov punk album, et progressiv jazzrock album og endda også et ambient country-rock album som forhåbentligt får en efterfølger på et tidspunkt. For det meste har det været soloprojekter, som han har beskæftiget sig med, og selv når han har haft gang i samarbejde med andre, så har han ofte skrevet det meste af musikken, hvis ikke hele albummet, selv. Dog er Steve Vai projektet en undtagelse her, for hvor det egentlig var meningen, at alle musikere involveret skulle bidrage med materiale, så blev det i sidste ende 11 rene Steve Vai-skrevet numre og 2 hvor han samarbejdede med de andre musikere, heraf et af dem med Devin.
Ocean Machine: Biomech, som er albummet, som jeg vil skrive om i dag, er Devins første soloalbum, og det blev udgivet helt tilbage i 1997. Som nævnt er den progressive metal hans hoved genre, og det er også under denne genre, at Ocean Machine hører til. Albummet havde en lidt turbulent oprindelse. Nogle af sangene blev skrevet, allerede mens at han spillede med Steve Vai, men på grund af manglende interesse fra pladeselskaber var det svært at få albummet udsendt. Oven i det blev albummet også genindspillet i 1996, da Devin var utilfreds med lyden på de første optagelser. Denne genindspilning foregik i Spanien i stedet for Vancouver, hvor det første gang var blevet indspillet. Det var dog heller ikke uden problemer, for dels var vejret imod dem, hvilket gjorde, at det var umuligt at indspille trommer. Derfor er lilletrommen på albummet faktisk samplet fra introen til Metallicas “Sad But True”, hvilket man i den grad kan høre, hvis man lytter opmærksomt efter. Derudover var der også problemer med studiet, hvilket endte ud i at Devin blev nød til at snige sig ind og kopiere masterbåndet, da ejeren af studiet ikke ville lade ham få det originale. Af den grund mangler der et nummer, titelnummeret endda, som derfor kun er at finde som en demooptagelse på en opsamling af disse. På trods af alt det kaos resulterede det hele dog stadig i et fantastisk godt album, et album som jeg tænker, det er blevet tid til at dykke ned i.
Ocean Machine består af 13 numre. Første af disse er “Seventh Wave”, som åbner op med en oplæsning af et digt fra Alfred Tennyson. Derefter starter musikken, og et af kendetegnene ved Devins musik gør hurtigt sin entré, nemlig hans mur af lyd. Han har det med at have mange lydspor kørende på hans numre, og det kan måske virke lidt kaotisk, især for en førstegangslytter. Dog er det en af de ting, der gør, at jeg virkelig nyder hans musik. Jeg føler nemlig altid, at når jeg lytter til en sang, så kan jeg høre nye detaljer, som jeg enten ikke har lagt mærke til før, eller som jeg havde glemt var der. Devins forkærlighed for delay og reverb forstærker kaosset endnu mere, men det forstærker samtidig også kun min glæde for det hele. Efter at nummeret har brugt lidt tid på opbygning, kommer Devins vokal endelig ind, og herefter er nummeret egentlig ret simpelt bygget op med nogle a-b- og c-stykker og et enkelt d-stykke. Nummeret kører med et ret godt tempo hele vejen igennem og er en ganske glimrende åbner. Dog er det ikke et af højdepunkterne på albummet, og da skrivet allerede er blevet lidt langt, vil jeg lade dig om at høre det igennem selv.
Hvad er så højdepunkterne på albummet? Nogle ville nok sige “Life” som er andet nummer på pladen, og det er også et super dejligt nummer. Meget melodisk og hvis man tog noget af kaoset og forvrængingen væk, så kunne det være et særdeles fremragende rock nummer. Dog foretrækker jeg det med dem på. Det er smukt og har et super medrivende omkvæd. For mig når det dog ikke helt op på nogle af de andre sange på albummet, selvom niveauet stadig er højt. Går lige et nummer videre, rammer man dog en af mine mange favoritter fra albummet, nemlig “Night”. Igen kører det hele i et godt tempo, og sådan fortsætter det egentlig det meste af nummeret, lige bortset fra da der kommer et kort break. Det starter ud med et dejligt guitarstykke hvorefter resten af instrumenterne, trommer, bas, keyboard og så selvfølgelig en ekstra guitar, kommer på. Derefter kommer Devins vokal på, og den vil jeg lige skrive lidt om. Kort sagt så er Devins vokal simpelthen bare helt igennem uimodståelig forrygende fantastisk. Det er et andet af hans kendetegn, for den måde han kan bruge den på er virkelig imponerende. Han kan gå fra at lyde som djævlen selv med skrig eller growl til at lyde som en engel med hans rene vokal. På dette nummer holder han sig fra det helt ekstreme, men der er dog alligevel god variation i den. Med lidt effekt tilføjet holder han sig til en slags hvisken i verset, mens at han i det meste af resten af nummeret holder den ren. Hele vejen igennem er det dog bare super skønt, for fuck en vokal han har.
“Night” er heller ikke et nummer, som er specielt kompliceret, når det kommer til struktur. Det behøver det heller ikke være, især ikke når der bliver spillet til topkarakter. Næste nummer leger dog til gengæld lidt mere med strukturen.
“Hide Nowhere” hedder det, og endnu en gang er der et dejligt fint tempo. Også her er det en enkelt guitar, som står for åbningen, hvorefter resten af instrumenterne lige stemmer i og lægger op til, at vokalen kan komme på. Den bliver hurtigt gjort følgeskab af et kor bestående af Deviner, og dette kor er at høre på flere dele af nummeret. Igen bliver vokalen holdt nede i første vers for så at blive virkelig storladen efter. Instrumenterne følger samme formel, for under verset er det primært guitar og trommer, der er i fokus, men lige så snart broen rammer, så kommer keyboardet med og tilføjer noget ekstra, der virkelig bare tager det hele til ekstra højder. Broen tager dog ikke sangen direkte til omkvædet, for der kommer lige et mellem stykke, før sangen rammer det. Derefter rammer et tredje af Devins kendetegn, nemlig det spøjse, men uden at det på nogen måde ødelægger flowet i sangen. Henimod slutningen kommer der et sidste stykke, der lige skal bygge op til det sidste omkvæd i nummeret, og her er Devin-koret i fokus. Det hele slutter virkelig fremragende, og derefter fortsætter nummeret ret atmosfærisk over i næste nummer, “Sister”.
Jeg kunne skrive rigtig meget om “Sister”, på trods af at det egentlig er et ret kort nummer på lige knap tre minutter. Det er et voldsomt smukt nummer, og der er en masse effekter og kaos, som bare ligger virkelig lækkert i baggrunden. Dog synes jeg, at det er noget, som skal opleves, så det vil jeg anbefale, at man gør, helst i forlængelse af “Hide Nowhere” for der virker det bedst. Det er i hvert fald himmelske toner for mine ører.
“Sister” bliver efterfulgt af “3 A.M.”, et nummer der lige giver en et pusterum, og som samtidig bygger op til endnu et formidabelt nummer, nemlig “Voices In The Fan”. Her kommer Devins vokale brede i spil, ikke at det dog først sker nu. På dette nummer veksler han mellem en lidt forvrænget vokal og så en ren en af slagsen, og det giver gode modsætninger, hvilket virker rigtig godt, og det samme gør sig gældende for det instrumentale. Her er der nemlig en god modsætning mellem guitar, bas og trommer og så keyboardet. For hvor de tre førstnævnte er noget tunge, så er det som keyboardet ligger og spiller bare utrolig smukt og dejligt atmosfærisk. Selve sangen er også super spændende, for den er dejlig progressiv, så det er nærmest lidt af et eventyr at komme igennem den. Man ved aldrig helt hvor den tager en hen, og det uden at flowet på noget tidspunkt bliver ødelagt. Det er noget, som jeg er fan af, for hvis alt kun var a-b-c-stykker, så ville det hele være lidt kedeligt.
Jeg kommer nu til at springe over de næste fire sange. Titlerne er “Greetings, “Regulator”, “Funeral” og “Bastard” og er det så fordi, at de er dårlige, at de bliver sprunget over? Nej tværtimod vil jeg faktisk sige, at de fire sange er nogle af albummet absolut bedste. Derfor vil jeg simpelthen bare anbefale, at man selv giver dem et lyt. De fungerer sammen i par, hvor at “Greetings” starter ud og spiller direkte over i fantastiske “Regulator”. Derefter er der et break i det flow, som der ellers har været fra sang til sang, og så kommer det så forrygende smukke nummer “Funeral” på, som så leder en direkte videre til sidste nummer i kvartetten, “Bastard”, der vel nok er mit absolut favoritnummer fra hele albummet.
Hvordan slutter albummet så? Det gør det med “Thing Beyond Things”, men det er endnu et nummer, som jeg vil springe over, dog igen ikke på grund af kvalitet. Inden albummet kommer til det, så skal man nemlig lige igennem “The Death Of Music”, der er et dejligt 12 minutters langt nummer. “The Death of Music” føles som det nummer, som hele albummet har lagt op til skal slutte det af. Det er ikke tungt og hårdt, som det ellers har været på nogle af albummets andre sange. Trommerne er minimale, guitar og bas er meget langt tilbage i mikset, og egentlig er der bare mest af alt fokus på keyboard og vokal. Så vidt jeg husker, er det et nummer, der er skrevet specifikt til den situation som Devin stod i, da han ikke kunne få noget af hans musik udgivet, og derfor er det heller ikke et billede fyldt af glæde, der bliver malet her. Hvordan billedet helt kommer til at se ud, tænker jeg dog er forskelligt for de fleste. Teksten er på ingen måde ligefrem, så der er massere af rum til at fordybe sig i den og komme med ens egen fortolkning. For mig ville det være den perfekte slutning, men i stedet valgte Devin at slutte af med Thing Beyond Things, hvilket også er et ganske udmærket nummer, og det leverer da også i den grad en slutning, som jeg sent vil glemme.
Devin Townsend kom til mig i tre bølger. Hvad de to første bestod af vil jeg ikke fortælle lige nu, så kan man for hurtigt gætte sig til, hvad der en gang skal komme som et ekstra stort skriv. Dog kan jeg sige, at Ocean Machine var en del af den tredje bølge, og derfor et af de senere af Devins albums som jeg fik hørt, så vidt jeg husker i hvert fald, for det er efterhånden en del år siden, at jeg startede rejsen i Devins musikalske univers. Da jeg satte mig ned for at skrive om Ocean Machine, var det noget tid siden, at jeg havde hørt det, da det skifter lidt i hvilke af hans albums, som jeg lytter til. Ofte er det kun en tre stykker, som jeg skifter imellem i perioder, indtil at jeg så lige pludselig får lyst til at lytte til noget andet af hans musik. Det har dog været et utrolig dejligt genlyt, og noget som jeg har gået og glædet mig til, lige siden at lysten til at skrive om det så småt begyndte at gro for en uge eller to siden. Jeg tænker også, at det er et album, som jeg kommer til at vende tilbage til i løbet af de næste par uger, for der er fandme nogle gode ting gemt her.
Lytteanbefalingen er simpel, nemlig hele albummet. Skal man alligevel bruge et par korte smagsprøver, så er er “Life”, “Hide Nowhere” og “Voices in the Fan” gode steder at starte. Er man frisk på lidt længere numre, så kan man tage “Greetings” / “Regulator” og “Funeral” / “Bastard”. Dog tror jeg ikke de findes sammen på Youtube, så jeg vil nøjes med at linke til de første.
Støtteanbefalingen er også simpel, for som altid anbefaler jeg, at man støtter op om den musik, som man kan lide. Om man så støtter ved at købe albums eller merchandise eller går til koncerter, det er så op til en selv. Alt støtte hjælper og med industrien som den er, så er der desværre også brug for den. Lige pt. ved jeg at Devin ikke er på tur, men når han tager afsted, måske en gang i slutningen af året, så vil jeg anbefale, at man tager ind og ser ham, for udover at være pisse godt musikalsk er det også uhyre morsomt. Jeg har i hvert fald ikke været til koncert med ham uden samtidig at have fået et godt grin, da han er en dejlig frontmand.
Musikskriveri 