Da jeg startede denne side, var jeg ret sikker på, at jeg nok ikke ville komme til at skrive om nye udgivelser. De ting jeg skriver om skal betyde noget for mig, og der plejer at gå lidt tid, før det sker. Dagens emne er ikke en nyhed, det er faktisk ti år gammelt efterhånden. Alligevel har det dog fået mig til at revidere min tankegang, for da jeg støtte på det for en 2-3 uger siden, vidste jeg med det samme, at jeg blev nød til at skrive om det. Samtidig bliver jeg også nød til at slippe tøjlerne hvad angår dette skriveris længde, for her har jeg med noget at gøre, som ikke bare trækker på min kærlighed til musik. Dette album trækker også på en helt anden kærlighed, en der har fulgt mig siden barndommen, nemlig min kærlighed til Disney. Derfor kan og vil jeg simpelthen ikke holde mig tilbage i dette skriv, for det her betyder for meget for mig. Derfor er det også gået hen og blevet lidt langt.
Ligesom hos de fleste andre børn så var Disney en stor del af min barndom. Dog var det ikke deres spillefilm, som virkelig fangede mig. Selvfølgelig var det også noget, som jeg var glad for, men det var nu Andeby universet, og især andefamilien, som virkelig fik tryllebundet mig. Det startede med diverse tegnefilm i DRs Disney Sjov, og da jeg lærte at læse tog Anders And blade og Jumbobøger det videre til endnu større højder. De sidstnævnte køber jeg stadig nu og da, og selvom jeg er langt fra den primære målgruppe, så støder jeg en gang imellem stadig på fantastiske historier, som gør det værd at fortsætte samlingen.
Efter et utal af læste historier er der nogle tegnere der virkelig har skilt sig ud fra mængden, og som jeg til enhver tid vil læse en historie af. Andebys grundlægger Carl Barks er selvfølgelig en af dem, Macro Rota i den grad også og den danske tegner Flemming Andersen historier er altid dejligt skøre og syrede, så han er helt sikkert også en favorit. Faktisk var det en af hans historier, der indledte den første Jumbobog jeg købte, nr. 278 med titlen “Mandarinen”, som jeg stadig til tider finder frem. Dog er ingen af de tre tegnere favoritten. Den ære går nemlig til den fantastiske tegner Don Rosa, der med sine fantastiske eventyr og sin smukke og helt specielle tegnestil tog den plads lige fra første historie.
Don Rosa har også en finger med i spillet, når det gælder dagens emne. Da jeg på mit arbejde, mens jeg ventede på at en scanner blev færdig med at scanne, sad og scrollede lidt på Facebook så jeg pludselig en tegning af en ung Joakim von And der, omgivet af skov, bjerge og nordlys kiggede ud i horisonten. Jeg genkendte med det samme tegnestilen, for det var umiskendeligt en tegning fra Don Rosas hånd. Der var en god del tekst med til billedet, så mens jeg scannede færdigt, læste jeg teksten. Der stod selvfølgelig lidt om tegningen og hov, at det var et album cover. Det sidste måtte jeg lige læse to gange, men den var god nok. Det var coveret til et album af Tuomas Holopainen, og endnu en gang skulle dette lige læses to gange, for jeg synes da, at jeg kunne genkende det navn. Ganske rigtigt for det er jo hovedmanden bag det finske symfoniske metalband Nightwish. Han havde åbenbart lavet et album kaldet “Music Inspired by the Life and Times of Scrooge”, og alene på grund af coveret vidste jeg, at det var et album, som jeg blev nød til at eje. Resten af dagen på arbejdet gik med en stille lyst om at komme hjem og høre albummet på streaming, bare for lige at tjekke det ud. Da jeg gik i seng den dag, havde jeg ikke hørt andet, siden jeg kom hjem. Fra starten var jeg interesseret, og det fangede kun mere og mere, jo længere jeg kom ind i det.
Stilmæssigt er albummet meget tæt på Nightwish. Metal bliver det ikke helt, i stedet holder det sig til rocken, men symfonisk er det i den grad. Den kvindelige vokal, som Tuomas Holopainen har en forkærlighed for, er også at finde på dette album hvor det denne gang er hans, på det tidspunkt, forlovede Johanna Kurkela der står for vokalen. De to er senere gået hen og blevet gift. Derudover bidrager Johanna Livanainen også på en god del numre.
Det er Tuomas der primært står for musikken på albummet, selvfølgelig på keyboards og klaver ligesom i Nightwish. Der er dog et par andre musikkere der lige gæster her og der. Her er den mest nævneværdige Troy Donockley, der også er med i Nightwish, og han gæster blandt andet med lidt sækkepibe. Derudover er Alan Reid fra det skotske band Battlefield Band også med på albummet, og her spiller han rollen som Joakim von And. Da det er symfonisk rock har Tuomas selvfølgelig også et symfoniorkester med, og her har vi fat i et af de store, nemlig London Philharmonic Orchestra. De har desuden taget Metro Voices med som kor, og ligesom symfoniorkesteret bliver de brugt flittigt på albummet.
Titlen “Music Inspired by the Life and Times of Scrooge” er ikke tilfældig. Albummet tager nemlig udgangspunkt i Don Rosa serien “The Life and Times of Scrooge McDuck”, der fortæller Joakim von Ands historie fra da han var barn og til hans første eventyr med Anders, Rip, Rap og Rup. Hvis man lige skal have en dansk vinkel på her, så kan man hertil tilføje, at første gang denne serie kunne opleves var i de danske Anders And blade tilbage i 1992-94. Det var faktisk først i 1994, at serien blev udgivet på engelsk. Med det sagt så følger albummet den samme kronologi som Don Rosas serie, og jeg tænker at det her, hvor jeg ellers normalt er begyndt at tænke på at skriveriet skal rundes af, endelig er blevet tid til at dykke ned i selve musikken.
Albummet åbner med nummeret “Glasgow 1877”. Det starter atmosfærisk med en kort fortælling fra Alan Reid, som sagt i rollen som Joakim von And, der fortæller om et minde, fra da han var 10 år, hvor hans far tog ham til Von And slottet. Den skotske atmosfære bliver stille og roligt bygget op, imens fortællingen står på, og det gør den selvfølgelig med en sækkepibe. Efter det første minut er gået, kommer vokalen på. Om det er den ene eller den anden Johanna kan jeg ikke sige, da begge figurerer på dette nummer. Hvad hun synger kan jeg heller ikke helt sige, da det er på skotsk, men det bygger videre på den allerede eksisterende atmosfære. Intensiteten i nummeret er også stigende under dette stykke, og den når sit højdepunkt, kort efter det tredje minut er passeret. Herefter bliver det hele dejligt smukt med et skønt stykke, hvor strygerne er i fokus. Dog er det Tuomas, der får lov til at være i fokus i slutningen af nummeret med noget skønt klaverspil. Samtidig med at det er smukt, er der dog også forbundet en smule sorg med det. Som de fleste ved er det nemlig ikke i Skotland, at Onkel Joakim får tjent sin gigantiske formue ind, men i Amerika. Lidt sang har fortalt lytteren, hvad det sidste instrumentale skal understrege, nemlig Joakim von Ands immigration til Amerika. En rejse der i Don Rosas univers tog først tog ham til Mississippi og derefter til det vilde vesten, hvilket næste nummer er lydsporet til.
“Into The West” bliver startet af lidt vokalisering fra Johanna Kurkela med et orkester i baggrunden, der bygger en dejlig episk atmosfære. Der kommer lige et strejf af en banjo hist og her, efterfulgt af et kort lyrisk stykke hvor det symfoniske tager til. Herefter er man dog ikke et sekund i tvivl om, hvor nummeret tager en hen, da banjoen kommer i forgrunden samtidig med, at koret og noget klappen spiller ind. Det er det vilde vesten, og her er eventyr at finde. Nummeret får guidet en igennem det hele, lige fra god saloonstemning og så til den ensomme vilde prærie. Virkelig godt lydspor og det bliver selvfølgelig lige sluttet af med lidt mundharmonika for at gøre det hele perfekt.
Joakim von Ands første ophold i Amerika varede fem år. Derefter blev han, ifølge Don Rosa, kaldt tilbage til Skotland for at hjælpe hans familie. Familiens ærkefjender, Vaskervillerne, er nemlig på spil igen, og der er brug for alle ænder til at stoppe dem. Det munder ud i en kamp på Von And slottets mure, og det er dette, som “Duel & Cloudscapes” lægger musik til. Der åbnes op med torden, orgel og sækkepibe, alt imens symfoniorkesteret stille og roligt kommer på. Scenen er sat, og med nogle storladne trommer kan man næsten ikke lade være med at se kampen udfolde sig for ens indre blik. Igen er det episk på den måde, som kun et symfoniorkester kan gøre det. For mig er “Duel & Cloudscapes” et af de absolut vigtigste numre på pladen, dog ikke på grund af det som jeg beskrevet indtil nu. Albummet har på de to første numre været virkelig godt og har fået understreget både det storladne og det eventyrlige. Dog er der et vigtigt element, som jeg ikke føler helt har været på banen endnu, og jeg blev så lykkelig, da jeg første gang hørte dette nummer, for det er her på tredje nummer at hovedelementet for en god Andeby historie viser sig, nemlig det sjove. Fra det episke går nummeret til et stykke, hvor man bare kan se det skøre og sjove udfolde sig, som det så ofte gør i andefamiliens eventyr. Der fik jeg troen på, at det her album virkelig havde noget at byde på, og det viste mig også, at Tuomas i den grad havde forstand på at formidle kildematerialet.
Joakim von And rejste hurtigt videre fra Skotland, og efter en tur til Sydafrika tog hans eventyr ham til Australien. Det er dette eventyr, som nummeret “Dreamtime” formidler. Det åbner op med et blæseinstrument, nærmere betegnet det aborginesiske instrument kaldet en Didgeridoo, der også har en rolle i selve historien. Denne har selskab af en tromme, der bliver slået på med stigende intensitet. Der er også tilføjet en dryppende lyd, som man kan forestille sig fra en grotte, og først efter et halvt minut kommer der noget keyboard og symfoni ind over. Det er dejligt mystisk, og sådan forbliver det hele vejen igennem. Keyboardet holder egentlig de toner, som det starter ud med, mens at der på den symfoniske side hele tiden bliver tilføjet en lille smule mere. Desværre kan jeg ikke give en større kontekst til nummeret. da jeg ikke selv ejer den tegneserie, som det er baseret på. Det kan jeg dog til det næste nummer på albummet.
Fra Australien tog Joakim von And direkte til Yukon og nærmere betegnet Klondike. Her var der i 1896 guldfeber, og den var Joakim selvfølgelig med i. Det var under den, at han fandt hans berømte Guldgåseæg, der er en af grundstenene i hans formue. Det gjorde han på hans jordlod ved Sølvstrømmen, hvor ingen andre turde tage ud. Det var et vildt og utæmmet område, og det får nummeret “Cold Heart of the Klondike” fuldstændig suverænt lagt musik til. Det åbner med skønt klaverspil, som man kender det fra Nightwish. Symfoniorkesteret kommer ind i baggrunden kort, og derefter går nummeret for alvor i gang. “Heart!” synger Metro Voices koret, og det samtidig med at et slag falder hårdt på en tromme. Samtidig begynder en violin at spille henover noget trommespil, der driver energien godt frem. “Cold Heart!” synger koret så og igen er trommeslagene med på hvert ord. Dette bliver gjort gentagende gange, alt imens violinen får lov til at spille de skønne toner. Det gør, at den vildskab som området har bliver fuldstændig perfekt illustreret, samtidig med at man ikke kan lade være med at se for sig den skov og de bjerge, som ligger scene til den. Dette er det første mere traditionelle nummer med både vers og omkvæd, og under dem er energiniveauet lige taget lidt ned, hvilket er et rigtig godt valg, for lige efter omkvædet går det altid tilbage til det vilde og episke, og jeg kan simpelthen ikke få nok af det. Det skal lige nævnes, at det på dette nummer ikke er de to Johanner, som står for vokalen. I stedet har Tuomas fået fat i Tony Kakko fra Sonata Arctica og fået ham til at synge, og det gør han fantastisk. Alt i alt er det er et fuldstændigt perfekt nummer og et af de bedste fra albummet. Selvom det er noget tid siden, at jeg sidst har læst en af de tegneserier, som viser Onkel Joakims tid i Klondike, så kan jeg stadig se de forskellige paneler for mig, og for mig viser det bare hvor meget plet, at Tuomas ramte på dette nummer. Dog er det ikke slutningen på albummets tid i Klondike. Næste nummer ,”The Last Sled”, fortsætter nemlig den fortælling.
Igen er det klaverspil der åbner nummeret efterfulgt af lidt fortælling fra Alan Reid. Samtidig er der lidt vokalisering i baggrunden fra en af de to vokalister. Derefter kommer den anden på, og hun genfortæller det, som fortælleren sagde, i sang. Det er utrolig smukt, og tekstmæssigt er det endnu et pletskud efter min mening, for det fanger Joakim von Ands karakter virkelig godt. Det er en fortælling om Joakims farvel til Sølvstrømmen og Klondike, og samtidig fortællingen om hvordan hans færd til at blive den rigeste and i verden startede. Igen igen er det bare virkelig smukt og samtidig episk. Intet mindre end fuldstændig formidabelt.
For mig er dette nummeret, som passer til albummets cover. Nummeret der spiller i baggrunden mens Joakim von And, med sin pose fuld af guldklumper i den ene hånd, hans hakke i den anden og lykkemønten i lommen, tager et sidste kig på det land, som han elsker, men som han må forlade for at nå sit mål. Det nummer der spiller, da Joakim von And tager sit sidste kig på månen, der oplyser landskabet, og ser hans største skat afspejlet i den. Mere om det senere.
“Goodbye, Papa” er næste nummer, og det er lydsporet til da Onkel Joakim kort vender tilbage til Skotland, for derefter at tage tilbage til Amerika. Denne gang er rejsemålet den dengang lille by, Andeby. Det er instrumentalt hele vejen igennem og dejligt smukt. Man kan fornemme, at vejen videre for ham bliver sat op, og der kommer lige endnu en gang nogle dejlige skotske toner. Eneste vokalisering der er her er fra Metro Voices, hvilket blot bidrager til en episk atmosfære.
“To Be Rich” er det korteste nummer på albummet. Hvad man måske ville forvente var en skøn sejrstriumferende affære er i stedet en sørgelig en af slagsen. Hvorfor så det når det er lydsporet til dagen, hvor Onkel Joakim blev den rigeste and i verden? Det kan man læse sig frem til i historien “Verdens Rigeste And”. Den triste atmosfære der bliver skabt, primært af symfoniorkesteret, bliver forøget af begge Johannaer, der stemmer i med lidt vokalisering sammen, og det er spøgende smukt. Heldigvis slutter det med en lidt mere positiv stemning, da der bliver bygget op til det nummer, som følger efter, nemlig “A Lifetime of Adventure”.
“A Lifetime of Adventure” var singlen til albummet. Kronologisk er albummet nået til den Onkel Joakim, som vi alle kender, nemlig den gamle stædige nærrige og eventyrlystne and. Det er også et nummer, der perfekt indkapsler den gamle and, og hvad han virkelig står for. Til dem der ikke ved, hvordan at Onkel Joakim og andefamilien blev genforenet, så skete det ved juletid, hvilket bjælderne, der er på nummeret, får illustreret ret godt. Vi har igen fat i et mere traditionelt nummer med vers og omkvæd. Det første er mere nede i energi niveau, men der bliver sunget utrolig smukt, og Metro Voices leverer fremragende baggrundskor. Omkvædet tager det mere op i gear og giver en dejlig håbefuld stemning. Igen er det hele bare nærmest blændende smukt, og jeg forstår i den grad, hvorfor lige netop dette nummer blev valgt som single. Virkelig fremragende hele vejen igennem og igen bare et rent pletskud. Anden del af nummeret tager energiniveauet en ekstra gang op, og her får man også en guitarsolo servereret for første gang, alt imens koret og symfoniorkesteret gør det de er bedst til. Genialt nummer.
Som sagt gav “A Lifetime of Adventure” en dejlig håbefuld fornemmelse. Det er dog ikke den albummet skal slutte på. Titlen, “Go Slowly Now, Sands of Time”, giver et godt indblik i, hvor stemningen går hen på det sidste nummer. Livet har en begyndelse, og livet har en ende, og det er den sidste, som vi, her på albummet, er nær. Sørgeligt men sandt og sørgelig er selve melodien også. Dette nummer er andet nummer med mandelig vokal, denne gang leveret af Alan Reid. Det beskriver en gammel and, der på trods af alder stadig lige vil have det sidste med. En and der endnu ikke er klar til at give slip på livet, og på den måde er det et vidunderligt nummer. At kunne stå ved vejens ende og stadig bevare livslysten er vel noget af det bedste, som man kan håbe på her i livet. De skotske toner startede albummet, og de er selvfølgelig også med på slutningen. Det hele slutter af med omkvædet, hvor Alan Reid og Johanna Kurkela synger sammen. Utroligt smukt nummer der efterlader mig med en klump i halsen.
Nu skrev jeg godt nok at albummet sluttede med “Go Slowly Now, Sands Of Time”. Det er dog ikke helt sandt, da det 11. og egentlige sidste nummer er en alternativ udgave af “A Lifetime of Adventure”. En lidt mere tilbagelænet, smuk og måske også lidt sørgelig version end den første, men strukturel anderledes er den ikke, så mere vil jeg egentlig ikke skrive om den. Ganske fin udgave, og hvilken en af dem der er min favorit, ved jeg ikke. De er begge ret ens, men alligevel forskellige, så for mig er favoritten nok afhængig af, hvilket humør jeg er i, når jeg hører dem.
Som man måske kan fornemme, så er jeg kæmpe fan af dette album. Som sagt var det hele aftenens soundtrack den dag, at jeg hørte det for første gang, og det påvirkede mig så meget, at jeg, da jeg gik min sædvanlige aftentur den aften, ikke kunne lade være med at græde af ren og skær glæde, noget som ellers kun meget meget sjældent er sket for mig. Endnu bedre blev det så, da jeg dagen efter havde sammen oplevelse, og jeg kan lige så godt afsløre, at jeg også under dette skriv flere gange har haft tårer i øjnene. Det er album, som har forenet to af mine kærligheder, noget som selvfølgelig er sket før, også med Disney, men aldrig på denne måde. Det er en umådelig dejlig følelse, og den gør mig sgu ret glad. Det at jeg stadig efter så lang tid med musik kan støde på noget, der kan røre mig til tårer er sgu fedt.
Albummet var så godt, at dagen efter jeg havde opdaget det var utrolig hård. For alt den musik som jeg hørte nede i pladebutikken var som vand i forhold. Jeg var pisse ligeglad med det, og jeg ønskede egentlig bare, at jeg kunne gå hjem og høre videre. Siden da er glæden ved andet selvfølgelig vendt tilbage, men “Music Inspired by the Life and Times of Scrooge” er blevet spillet utrolig mange gange siden, og det kommer i fremtiden også helt sikkert til at blive spillet utrolig meget mere.
Jeg skrev lidt om coveret til “The Last Sled”. Noget om månen og den største skat som Onkel Joakim så i den. Det var selvfølgelig ikke bare noget, som jeg fandt på, for det billede som er udvalgt til dette skriveri, er ikke det billede, som jeg så på Facebook, eller som jeg rettere skulle skrive, ikke hele det billede som jeg så på Facebook. Albummet er nemlig en dobbelt LP, og derfor kan coveret også foldes ud, så hele billedet kan ses. Hvad er den skat så som kan ses i månen? Som sagt er det Onkel Joakims største, men hvad er det så? Er det lykkemønten, som var den første mønt han nogensinde tjente? Er det Guldgåseægget der er en af grundstenene i hans formue, og som gjorde at han satte sig for at blive den rigeste and? Er det pengetanken? Eller er det noget helt helt andet? Det kære læser, vil jeg lade op til dig at finde ud af. Det kan du gøre ved selv at finde et billede af coveret frem, eller du kan søge efter svaret på din foretrukne søgemaskine. Jeg vil dog anbefale en tredje mulighed, nemlig at se om du kan finde Don Rosa historien “Fangen ved Sølvstrømmen”, der på engelsk går under titlen “The Prisoner of White Agony Creek”, og læser den. Det er en fantastisk historie fuld af action, humor og romantik, der alt sammen er tegnet på skønneste vis af Don Rosa. Desuden er det min absolut favorithistorie i Andeby universet.
Jeg har som sagt haft lyst til at skrive om dette album, siden jeg hørte det for første gang. Hvorfor skulle der så lige gå et par uger? Simpelthen fordi jeg gerne ville have det fysisk først, noget som jeg nu har fået. Albummet udkom tilbage i 2014 og er blevet genudgivet en del gange, dog er det lige nu ude af tryk, så jeg var nød til at skaffe det ad omveje. Jeg var dog heldig, så det blev ikke så dyrt, som jeg havde frygtet. Ikke at det havde gjort nogen forskel på, om jeg havde købt det overhovedet. Det gør det dog lidt svære for min anbefaling om at støtte op om musikken. Når det på et tidspunkt bliver trykt op igen, vil jeg selvfølgelig anbefale, at man får fat i det, for at støtte alle der er involveret. Indtil det sker, kan man dog i stedet altid støtte op om den anden musik, som de involverede har lavet, og det vil jeg anbefale, at man gør. Hvad end det så er albums, koncerter, merchandise eller andet som man køber er så egentlig lige meget.
Det er lidt underligt, at jeg på et album som jeg virkelig elsker, og derfor også burde have svært ved at vælge sange fra, kan vælge tre sange ud uden problemer. Det plejer jo lidt at være en kamp, men “Duel & Cloudscapes”, “Cold Heart of the Klondike” og “A Lifetime of Adventure” står alle tre bare for de ting, der gør, at jeg synes albummet er fantastisk. Derfor er det også dem, som jeg vælger ud. Albummet har dog meget meget mere at byde på, så jeg anbefaler klart, at man hører det fra start til slut.
Musikskriveri 