Jeg synes, at det er blevet tid til at hive fat i noget progressivt, da det er en af mine favoritgenrer. Nu havde jeg fat i noget metal i torsdags, så det bliver noget prog-rock, som jeg vil tage frem i dag. Albums er der heldigvis nok at vælge af, men det gør det også lidt svært at vælge. Skulle det være noget Pink Floyd, der skulle skrives om? Skulle det være Porcupine Tree? Som titlen afslører blev det noget helt andet, nemlig bandet Lizzard. Et band der gør mig utrolig glad for, at jeg skriver disse skriverier på min computer i det super avanceret og nærmest futuristiske skriveprogram, WordPad. For havde jeg ikke gjort det, så havde jeg haft en kamp med stavekontrollen på grund af det ekstra “z” i bandnavnet.
Første gang jeg støtte på bandet Lizzard var d. 16. april 2016 på Lygten Station. De var hovednavnet den aften, men på det tidspunkt havde jeg absolut ingen ide om, hvem de var, og hvordan de lød. De havde nemlig to bands som support, Pushing Daisy og JFK JR, og her får sidstnævnte lige lidt skamløst familiepromovering. Min fætter slår nemlig på trommerne i JFK JR., og jeg var udelukkende taget afsted for at se dem og for at støtte op om ham. At det så sidenhen er blevet til en 5-6-7 eller flere koncerter med dem, det er så på ingen måde på grund af min familiære forbindelse til bandet. Det er simpelthen bare på grund af, at jeg synes, at det er et fedt band. Nok om JFK dog for det er jo Lizzard, som det skal handle om.
Som du, kære læser, nok kan gætte dig til, så blev jeg fanget, af det jeg hørte den aften. Varmet op af to dejlige supportbands var jeg klar til at høre noget prog, og prog det fik jeg i bedste stil. Bandet var kommet helt fra Frankrig, og det bestod, og består stadig, af tre medlemmer. Her har man at gøre med den klassiske guitar, bas og tromme konstellation. På førstnævnte instrument finder man Mathieu Ricou, der udover guitaren også står for vokalen. Derefter har vi William Knox på bas, og trommerne står Katy Elwell for. De fandt sammen tilbage i 2006 og har sidenhen udgivet fem albums. De kommer tilmed med et sjette til september, så der er noget at glæde sig til. Lydmæssigt er Lizzard en progressiv blanding af det melodiske og hårdtslående. Hård prog er nok den bedste genrebeskrivelse, som jeg kan give. Det kan være utrolig smukke melodier, tunge og hårde toner eller ofte en blanding af begge. Det er selvfølgelig også dejlig eksperimenterende i både tonevalg og til tider også sangstruktur, da det jo er den progressive genre, som der her er med at gøre.
Albummet, som jeg har valgt at tage udgangspunkt i i dag, er gruppens tredje album, Majestic. Det blev udgivet tilbage i 2014, og da jeg så bandet på Lygten, der var det også det, som de turnerede med. Så vidt jeg husker, var det derfor også den primære fokus for koncerten. Det første nummer på Majestic er nummeret “Vigilent”. Det åbner op med et dejligt guitartema, der også er en smule skævt. Det får lov til at køre igennem hele nummeret, dog på et loop så Mathieu Ricou er fri til at ligge et ekstra lag på med sin guitar, hvilket han hurtigt gør. I første vers er det ham og Katy, som står for det meste. De første toner fra bassen kan faktisk først høres 40 sekunder inde i nummeret. Her får den lov til at komme ind og ligge et par sekunder i starten af hvert stykke, og det virker sgu ret fedt. I andet vers er den dog med hele vejen igennem. “Vigilent” viser helt klart den hårde side af Lizzard. Det forbliver dog altid lidt smukt, da Mathieus vokal er dejlig skøn. For det meste bruger han den ren, men til tider ligger han lige lidt ekstra tryk på for at give energien et ekstra skub. “Vigilent” er alt i alt et rigtig godt nummer og en fin måde at starte albummet på.
På næste nummer, “Aion”, er der igen et dejligt progressivt guitartema som indledning. Mathieu står forholdsvis alene i første vers, hvor trommer og bas giver nogle små korte bemærkninger. Denne gang er der ikke noget loop der kører, så da andet vers kommer er det bassen og trommerne, som sørger for at energien lige får et ekstra skub op ad. Det gør de heldigvis ganske fremragende. Både Katy og William sørger for, at Lizzard har en vildt lækker bund, og når man sidder og fokuserer på bunden i nummeret er der rigtig mange dejlige detaljer at finde. I omkvædet hopper Mathieu fra hans temaer og spiller en rytme, som bare flyder utrolig skønt. Temaet kommer dog tilbage hist og her i sangen. “Aion” er et af de numre, som jeg huske bedst fra koncerten, og det er et nummer, som jeg nu og da finder frem igen, da jeg bare er meget glad for det. Det hele slutter af med en smuk skøn melodisk slutning.
Fra en melodisk slutning til den mere hårdtslående del af albummet. Denne bliver indledt af nummeret “Bound”, der med et dejligt hårdt riff lige fra starten bare kører i et fint tempo indtil at der igen sluttes af med en dejlig melodisk slutning. Herefter går “The Roots Within (Majestic)” i gang med en super fed start, der bare fanger min opmærksomhed med det samme. Det er især på dette nummer at jeg godt kan lide at sidde og fokusere på bassen, for selvom det er guitaren, som er i fokus i toppen af mikset, så er bassen bare sådan en vigtig drivkraft her. Dejligt lækkert nummer. Denne tunge del af albummet bliver sluttet af med sangen “Only One”. Her har Lizzard et dejligt mix af et blødere vers, og så et omkvæd hvor at energien virkelig bare får et los i røven. Fælles for det hele er dog, at det bare svinger fuldstændigt vildt.
Efter “Only One” kommer instrumentalnummeret “Just A Breath”. Et fantastisk skønt nummer på ca. fire et halvt minut der er dejlig melodisk med en god stigende intensitet, indtil at det hele når sit højdepunkt lidt over tre minutter inde, hvorefter det får lov til at falde ned igen. Derefter tager albummet det helt stille og roligt i næsten et minut, hvor man lige får tid til at trække vejret en smule, mens “Circles” lige så stille og roligt går i gang. Det er et andet af de numre, som jeg mener at kunne mindes fra koncerten. Vi er tilbage i det mere stille, hvilket Lizzard virkelig mestrer, og hele vejen igennem er det bare forrygende smukt. Det bliver fulgt op af “Reminder”, der starter med en vild lækker start med guitaren. Der bliver spillet nogle toner, der hver især bare får lov til at flyde, og det er simpelthen bare så skønt. Da bassen og trommerne kommer ind, så er der igen bare en super fed bund, der driver nummeret. Mathieu får endnu en gang suppleret toppen perfekt med hans skønne vokal, mens at han samtidig har fået loopet starten og leverer lidt lækkert guitarspil oven på den. I omkvædet får det hele lige et godt skud energi, men lige så snart verset kommet igen, så bliver det taget ned, dog med lidt ekstra tilføjelser i forhold til det første. Efter andet omkvæd bliver energiniveauet holdt ved lige, indtil at en solo lige tager det lidt højere. Super super fedt flow der er her, og det bliver kun endnu bedre, helt indtil det slutter. Formidabelt, virkelig lækkert og, endnu bedre beskrevet, majestætisk!
“Colour Blind”, albummets niende og andet sidste nummer er det sidste decideret tunge nummer på albummet. Der er stadigvæk et rigtig fint miks mellem det hårdtslående og det melodiske, dog er især omkvædet virkelig skønt. Det er dog “Falling In Zero”, som får lov til at runde Majestic af. Det gør det med en stille rolig start der, da den slutter, bliver efterfulgt af en god tung passage. Den snyder dog lidt, for nummeret bliver taget ned i intensitet igen, og igen igen tager Lizzard lytteren med tilbage til det dejlige flydende melodiske, hvor de holder nummeret i et godt stykke tid. Den sidste halvdel af nummeret får dog lov til komme op i høj energi, og det er den helt rette måde at slutte albummet af på.
Lizzard er ikke et band, som jeg som sådan har fulgt gennem tiden. Det er noget, som jeg en gang imellem tænker på og til tider også vender tilbage til. Der gik flere år, før jeg fik taget mig sammen til at høre album nummer fire og fem, men ligesom de forgående albums viste det sig, at de var ret fede. Hvad der lige gør, at det ikke har sat sig helt fast, det ved jeg ikke, men det genlyt, som jeg har haft i forbindelse med skrivet her, har været utrolig positivt.
Jeg fik desværre ikke købt bandets CD’er, dengang jeg så dem på Lygten, og jeg har heller ikke fået gjort det sidenhen. Det er noget jeg fortryder, og på et tidspunkt bliver jeg simpelthen nød til at tage mig sammen til at få samlet dem. Desværre ligner det dog, at det kan blive svært med deres første album, Venus, da det var en selvudgivelse, som ikke er blevet trykt op siden. Desuden er det heller ikke at finde på diverse streamingtjenester, så vidt jeg kan se, hvilket er ærgerligt, da det var et af mine favoritter med dem. Måske man skulle skrive til bandet, og høre dem ad om de kunne få det ud igen. Desværre ligner det ikke, at jeg kan få dem spurgt personligt, i hvert fald ikke her i Danmark, da sidste gang de var forbi landet var dengang i 2016, hvilket er eneste grund til, at jeg ikke har fået dem set flere gange. Hvis man ligesom mig synes Lizzard er et fedt band, så kan man støtte dem ved at købe deres albums. Om det så er på deres hjemmeside, på Bandcamp eller i den lokale pladebutik at man gør det ved er lige meget. Jeg tænker i hvert fald, at det for mig er tid til at få skaffet deres musik.
Dagens lytteanbefalinger har heldigvis ikke været så svære, som de ellers nogen gange kan være. For mig er “Aion” helt sikkert et nummer, som man burde give et lyt. Derefter bliver det et valg mellem et af de hårdere, og her tror jeg at det bliver “The Roots Within (Majesty)”, som jeg vælger. Mega fedt nummer med et godt riff og et godt drive. Hvad mere kan man ønske sig? I mit tilfælde, “Reminder”. Jeg havde helt glemt hvor godt et nummer, at det egentlig er, og hvor glad for det jeg er. Så det er tredje og sidste lytteanbefaling, udover selvfølgelig som altid en kæmpe stor anbefaling til at lytte hele albummet igennem.
Musikskriveri 