I sidste uge fik jeg en stor lyst til at skrive om bandet Konvent. Jeg holdte dog mig selv lidt tilbage, da jeg tænkte, at det egentlig var et ret godt band at indvie en facebookside med. Det gjorde dog søndagens skriv lidt besværligt, da Konvent hele tiden lå i mine tanker, mens jeg prøvede at finde et emne at skrive om. Det skriv lykkedes dog fint alligevel, og nu er tiden så kommet til at skrive om Konvent. Så det vil jeg gøre.
Konvent er et dansk metalband der falder ind under sub-genren Deathdoom. Til dem der ikke kender til den genre, så kan Konvents musik beskrives som langsom og tung. Voldsomt tung. Som at få en to tons vægt over sig for hver eneste tone tung. Det er dog i mine ører bare et synonym for fantastisk dejlig musik. Bandet bestod i lang tid af fire medlemmer, men i 2022 tilføjede de et nyt medlem til gruppen i form af guitaristen Suo Fei. Hun startede egentlig bare som barselsvikar til livekoncerter, men hun passede så godt ind, at de valgte at tilføje hende som permanent medlem. Derfor deler hun nu guitarpligten sammen med Sara Helena Nørregaard der, så vidt jeg ved, har været i bandet lige siden det opstod. På bas finder man et andet, igen så vidt jeg ved, originalmedlem i form af Heidi Withington Brink mens at trommerne bliver styret af Julie Simonsen, der har været med i bandet siden slutningen af 2017. Sidst, men ikke mindst, finder man Rikke Emilie List der med hendes fantastiske growl står for vokalen.
Jeg har kigget lidt ned i de forskellige medlemmers diskografi men lige bortset fra Sou Fei, der også spiller med i punkbandet Pleaser, er Konvent det eneste projekt med albumudgivelser, som medlemmerne har været med i.
Bandet har indtil videre udsendt to forrygende albums, Puritan Masochism og Call Down The Sun. Det er to albums, som jeg helt sikkert vil skrive om på et tidspunkt, da de er vildt fede. I dag vil jeg dog tage fat i det, som jeg lærte Konvent at kende med, nemlig deres demo der udkom tilbage i 2017. En demo som jeg støtte på, da Konvent skulle spille sammen med bandet Impalers, som er et af mine absolut favoritbands.
Jeg har været en stor fan af Impalers, lige siden jeg hørte dem live på Copenhell tilbage i 2013. Det var også alene af den grund, at jeg tilbage i oktober 2017 valgte at tage turen fra Grenå til Gylling, da de skulle spille i byens forsamlingshus. Det var dog ikke kun dem, som skulle spille den aften. Med sig havde de bandet Pectora og selvfølgelig også Konvent. Da jeg læste lidt om de forskellige bands i forbindelse med begivenheden, så blev jeg meget spændt på, hvad Konvent havde at byde på. Det var første gang, at jeg hørte om et doom band bestående af kun kvinder, og jeg kan stadig huske, at jeg sad og drømte om en clean kvindelig vokal i front for noget dystert og tungt metal. Derfor var jeg også lidt skuffet, da jeg så hørte demoen. Ikke fordi det var dårligt, men som sagt så er vokalen så langt fra clean, som den kan være, og jeg tror lidt, at jeg havde nogle forventninger om, at musikken ville være totalt anderledes end noget af det, som jeg tidligere havde hørt. Dog var det en fantastisk koncert, som de leverede. Jeg havde stillet mig lidt i midten, for ikke at tage pladsen fra dem der ville foran og give den gas, men da koncerten var ovre, fandt jeg mig selv stående forholdsvis tæt på scenen. Aldrig noget dårligt tegn når musikken trækker en fremad, og Konvents koncert blev en rigtig god start på super fed aften. Et par måneder senere, nærmere specifikt Januar 2018, var jeg igen taget afsted for at se en Impalers koncert. Denne gang var det i Århus til en to dags Mono Goes Metal festival, og også denne gang stod Konvents navn på samme plakat. Da datoen for festivalen begyndte at nærme sig, kan jeg huske, at jeg fik lyst til lige at høre deres demo igen. Den skulle lige friskes op, så jeg kunne give dem ekstra energi under koncerten. Uden nogle dumme forestillinger af hvordan bandet kunne lyde, så ramte demoen denne gang helt plet. For for satan hvor er den bare fed! Den er tonsvis tungere end så meget andet doom, og da det gik op for mig, hvor fedt et band Konvent egentlig er, så startede min kærlighed til dem for alvor. Det blev til en fuldstændig fantastisk koncert, og jeg har fulgt bandet lige siden med stor glæde. Med den historie ude af vejen så vil jeg begynde at dykke ned i demoen.
Konvent udsendte deres demo helt tilbage i marts 2017. Dengang havde de en anden trommeslager, Mette Marie List, som jeg lige akkurat nåede at se til min første koncert med bandet. De resterende medlemmer er dog de samme, nemlig Rikke, Sara og Heidi. Demoen består af fire numre, hvor nummeret “Chernobyl Child” indleder demoen. Selve nummeret starter med et lydklip fra 1984 versionen af “A Christmas Carol”. Med de afsluttende ord fra klippet, “For upon their brow is written the word, Doom”, går nummeret i gang. Det indleder med en dejlig forvrænget bas, og nogle trommer der spiller lidt på bækkener. Gode dybe toner der, efter lidt tid, bliver gjort selskab af en tung guitar og voldsom growl. Tempoet er godt nede i bedste doom stil, og jeg kan sgu aldrig lade være med at nikke med, når jeg hører nummeret. Især ikke når der bliver skiftet til nummerets b- og c-stykker, som begge er virkelig fængende. Det er et kongenummer og henimod slutningen gæster Dirt Forges forsanger Alexander Kolby lige hurtigt på kor. Han gæster desuden også på det næste nummer, “Squares”.
Som sagt får “Chernobyl Child” mig altid til at nikke med. “Squares” derimod får mig til at bevæge hele kroppen, uanset om det er til en koncert, at jeg hører det, eller om det er herhjemme, hvor jeg sidder og lytter, imens at jeg samtidig skriver. Det er simpelthen bare så dejligt medrivende lige fra start til slut. Guitar og bas indleder nummeret med et super fedt riff, som er det, der også bliver spillet under verset. Vokal og trommer støder kort efter til. Tempoet er steget en lille smule fra første nummer, og det holder det fast i i a- og b-stykkerne. Specielt det sidste er som skabt til live, og det bliver da også stadig flittigt hevet frem til deres koncerter, ofte som det afsluttende nummer. Det har det i den grad også fortjent, for det er noget af det fedeste, som de har lavet. To gange bliver tempoet lige sænket, så man for alvor kan fornemme den tyngde, der er i “Squares”, inden at man på ny bliver revet med. Det er formidabelt godt skrevet, og det er helt sikkert det ene af mine to favoritnumre fra demoen. Før jeg skriver om det andet, så skal der dog lige skrives om det tredje nummer på demoen, “Tracks”.
“Tracks” åbner med bassen, som alene spiller det, der bliver til nummeret hovedstykke. Tempoet er sænket en lille smule, men det svinger stadig. Efter Heidi har spillet det alene fire gange, får hun selskab af guitar og trommer, der fortsætter samme stykke med hende. Det er dejlig hårdt, men inden at vokalen kommer på, bliver det lige taget tilbage til den måde, som det startede på, dog med en stortromme der kører med. Derefter fortsætter alle endnu en gang i samme spor. Skiftet i intensiteten kommer endnu en gang, og jeg er stor fan af det. Det giver en rigtig god variation i nummeret og sørger for, at det ikke på noget tidspunkt bliver monotont. Det er dog ikke kun sådan, at monotonien bliver undgået, for midterdelen skifter over til et stykke, som er noget vildere end starten. Igen er hele min krop i bevægelse, for det er bare for fedt til, at jeg kan sidde stille. Til sidst slutter nummeret af med, at bassen igen får lov til at ligge alene lidt i det første stykke, indtil at trommer og guitar igen spiller med. Voldsomt dejligt nummer.
Jeg nævnte, at jeg havde to favoritter på denne demo. Det ene af favoritterne er som sagt “Squares”. Dog står sidste nummer på demoen lige en tak højere for mig. Det har titlen “No End”, og her åbner Konvent igen op med bassen alene. Denne gang er det dog mere stille og melodisk. Melodisk fortsætter det også med at være, når guitar og trommer kommer med, men energien stiger lige en tak. Den fortsætter derefter stille, roligt og langsomt med at stige, imens at der kommer mere og mere på. På denne måde bevæger “No End” sig smukt imod den eksplosion, som man bare ved er på vej. Det er en super god opbygning, og den gør, at da eksplosionen endelig kommer lidt over to minutter inde i nummeret, så bliver den bare så meget vildere. Igen igen får Konvent revet mig totalt med, og det er det, der gør at jeg synes, at dette band bare er så smadder fantastisk. De gentager tricket, efter at de lader nummeret falde helt ned. Guitaren får lov til at runge af i et godt stykke tid, mens at bassen er tilbage i startstykket, men denne gang er Rikke dog med inden over. Så kommer der endnu en energieksplosion, og det hele bliver igen voldsomt, vildt og totalt tungt. Doom når det er absolut bedst. “No End” slutter af med at guitaren igen får lov til at runge af, mens Heidi er tilbage til starten igen. En slutning der understreger den totale undergang. Fremragende. Fantastisk. Fucking. Fremragende.
Jeg ejer ikke selv denne demo. Den er kun udkommet digitalt og på kassettebånd. Da jeg ikke har eller havde en afspiller der virkede, så tænkte jeg, at jeg ikke ville snuppe et eksemplar, da det bare ville stå og blive støvet. Musik skal spilles, og jeg er den dag i dag glad for, at jeg ikke snuppede et selv. Det originale optryk, og det genoptryk der kom året efter, er nemlig alle blevet solgt hvilket betyder, at de er havnet bedre steder end på en støvet reol hjemme hos mig. Heldigvis er begge deres albums dog kommet på både CD og vinyl. og jeg har skaffet mig et eksemplar af hver på sidstnævnte medie. Hvis man hører Konvent, og man ligesom mig tænker, at det bare er pisse hamrende super fantastisk fedt, så kan man stadig skaffe begge albums. Det anbefaler jeg selvfølgelig, at man gør for at støtte bandet. Derudover kan det i den grad anbefales at se dem live. De er formidable, og de har stået for nogle af de fedeste koncertminder, som jeg har. Som sagt følger jeg bandet med en utrolig stor glæde, og jeg er spændt på at se, hvor langt de kan tage det. Personligt tror jeg, at de kan blive et af de helt store bands i den danske musikhistorie.
Sidste gang skrev jeg, at jeg glædede mig til, at det ville blive nemt at fremhæve nogle numre. Der havde jeg ikke lige tænkt på, at jeg skulle skrive om denne demo i næste skriv. For her er valget nemlig super nemt, i hvert fald for mig. Jeg vil dog selvfølgelig, som altid, anbefale at man lytter til hele demoen. Dog står både “Squares” og “No End” for mig som de absolutte stærkeste numre fra demoen, så hvis man vil have et par smagsprøver, så vil jeg anbefale, at man starter med dem.
Musikskriveri 