Jeg har efterhånden kendt til det tyske synth-pop band Propaganda i nogle år nu. Det har været et dejligt bekendtskab, og jeg får da også stadig hørt deres “A Secret Wish” album nu og da. Til dem der ikke kender til bandet eller albummet, så er der her en stor anbefaling til at give det et lyt. Albummet fylder snart fyrre år, men holder stadig i den grad. Så hvorfor skal det ikke handle om det album i dag? Simpelthen fordi jeg sidste år fandt ud af, at de to kvindelige vokalister fra bandet, Claudia Brücken og Susanne Freytag, var gået sammen og havde startet et nyt projekt under navnet xPropaganda. Ud af dette projekt er der indtil videre kommet en liveudgave af “A Secret Wish”, et helt nyt studiealbum og også noget remix halløj. Det er studiealbummet “The Heart Is Strange” som bliver dagens emne.
For mig at se har Propaganda altid været lidt ustabilt. Efter at have udgivet to albums tilbage i 1985, virker det som om at det hele kollapsede. Der var i hvert fald kun et original medlem tilbage i gruppen på deres tredje album “1234”, der udkom i 1990, og året efter var det helt slut med Propaganda. Sidenhen har der været nogle rygter om gendannelse, men det er aldrig helt blevet til noget udover et par live optrædener og et uudgivet album. Mon ikke det er derfor, at de to vokalister til sidst valgte selv at starte et nyt projekt op i 2018? Det virker da i hvert som om, at det har hjulpet på det hele, da de siden har fået spillet en god del live.
Ud af de to medlemmer er det Claudia Brücken, der har været mest aktiv som musiker. Udover seks albums i eget navn har hun haft gang i et par forskellige projekter, blandt andet et sammen med Paul Humphreys fra OMD. Dog er det vist aldrig blevet til mere end nogle singler og måske et album fra hvert projekt. Derudover har hun været gæstemusiker på en god del udgivelser. Susanne Freytag har derimod ikke lavet voldsomt meget udover Propaganda. Jeg kan i hvert fald kun finde frem til et par enkelte gæsteoptrædener her og der, når jeg kigger i hendes diskografi.
Så vidt jeg ved står Claudia og Susanne kun for vokalerne i xPropaganda. Der har i hvert fald været en god del session musikere inde over albummet, alle med god erfaring på det punkt. Derudover har de haft Stephen Lipson som producer. Han har, udover det originale Propaganda, arbejdet sammen med et hav af store navne. Blandt andet har han været tekniker for Rolling Stones, Frankie Goes To Hollywood og Grace Jones og han har arbejdet som producer for Annie Lennox og Pet Shop Boys for at nævne nogle få. På “The Heart Is Strange” holder han sig dog ikke kun til at producere og styre teknikken. Han bidrager også med både programmering og guitar på samtlige sange.
“The Heart Is Strange” er et synth-pop album, og det er man ikke i tvivl om lige fra starten. Åbningsnummeret “The Night” åbner nemlig op med en storladen synthesizer. Da den har gjort sit indtryk, fader den ud, mens at der kommer lidt beat på, og sådan fortsætter nummeret ellers i et godt stykke tid. Dette beat bliver undervejs krydret med lidt synthesizer, trompet og noget som jeg vil tro er en meget effektpræget guitar. Det er en virkelig lækker start, og den sætter en god atmosfære. Det er først lige knap to minutter inde i nummeret, at der bliver skiftet over til hovedstykket. Det er også først her, at der begynder at komme vokal på. På dette nummer er det kun Claudia der synger, men det er vidunderligt. Hun har en rigtig god stemme, og hun bruger den perfekt hele vejen igennem. Nummeret fortsætter dets hovedstykke i endnu to minutter, hvor det hele langsomt bliver mere og mere intenst, og til sidst bliver det nærmest lidt episk. Det får dog lov til at falde lidt ned igen, hvorefter det skifter frem og tilbage mellem at være mere tilbagelænet og at være episk. Det sidste minut skifter sangen dog endnu en gang, og det hele bliver helt anderledes. Et synth-orgel får lov til at stå helt alene i baggrunden, alt imens Claudia leverer de sidste af hendes strofer en efter en. Perfekt afslutning!
“The Night” er et rigtig dejligt nummer. Det sætter tonen godt for, hvad der er i vente på resten af albummet, et album der stilmæssigt er i samme kategori som det originale Propaganda men med en anden energi og stemning. Når jeg sidder og tænker over det, så er det faktisk lidt som om, at Propaganda er dagen, mens at xPropaganda er natten. Det første er lyst og energisk, mens at det andet er lidt mere mørkt og tilbagelænet.
Med en glidende overgang går albummet fra “The Night” over til “Chasing Utopia”. Det beat der indleder nummeret, det får mig med det samme til forestille mig en tur om natten i et tog. Jeg kan se mig selv sidde og kigge ud af vinduet og se lysene fra diverse huse, biler og gadelygter. Det er stadig Claudia, der står for vokalen, men Susanne begynder at komme med efter første vers. I løbet af nummeret skiftes de til at stå for hovedvokalen, blandt andet når Susanne kommer ind og synger på tysk. Det er dog ikke kun vokalen, der skifter i nummeret for intensiteten skifter også en god del gange. Til tider er det tilbagelænet for så at blive lidt mere vildt, ofte ved hjælp af en guitar med lidt forvrængning, for så at tage det helt ned igen. Det er fedt, for det giver en dejlig dybde. Den sidste tredjedel har lige et kort break, inden at det bliver fuldt energisk igen. Derefter kommer trompeten igen på banen, og den leverer en fantastisk solo. På begge af de to første numre er den kommet med en dejlig, nærmest jazzet, følelse hvilket i min bog aldrig er en dårlig ting.
Næste nummer, “Beauty Is Truth”, åbner stille op med synthesizeren. Det bliver dog hurtigt dejlig intenst på grund af de hårde slag, der falder på trommen. På det meste af dette nummer skifter vokalen imellem de to fra strofe til strofe. Susanne åbner op med den første, og Claudia tager den næste. Alt imens synthesizeren lige ligger og kører i dybden, indtil at den her og der kommer op til overfladen og biddrager med lidt ekstra. Det hele forsætter egentlig i samme spor indtil sangen slutter. Det er kun vokalen, som egentlig ændrer sig igennem det hele, hvilket gør at nummeret aldrig bliver kedeligt. Til sidst slutter det på nøjagtig samme måde, som det startede.
Igen igen kigger jeg på længden af skrivet, og tænker at det er ved at være tid til at runde af. Det er irriterende, for der er stadig fem fantastiske numre tilbage at skrive om. Albummet skifter på “Only Human” fra at være mere atmosfærisk til at gå over i en mere klassisk sangstil med mere struktureret vers og omkvæd. Det er stadig super skønt dog. Denne stil fortsætter til og med det næstsidste nummer på albummet. Jeg vil dog ikke bare skippe så let over de andre. Efter en instrumental start på “Don’t (You Mess With Me)” kommer der en rigtig rocket vokal, og nummeret er da også det mest lige på og rå nummer på albummet. Smukke “No Ordinary Girl” følger op på det, og især på omkvædet leverer Claudia et pragt eksempel på den fuldstændige skønne vokal, som der er på albummet. “The Wolves Are Returning” følger op med endnu en salve god energi. Det er ikke lige så rocket som på “Don’t (You Mess With Me)”, men der er stadig godt gang i den. Hvordan vælger de så at slutte albummet af? Det gør de med et næsten ti minutters lang dejligt smukt mørkt atmosfærisk meditativt nummer i form af “Ribbons Of Steel”. Den perfekte afrunding i min bog. Det er et meget monotont nummer, der egentlig kun har et reelt stykke men et syntetiseret blæseinstrument, et keyboard og så noget vokal sørger for, at det er interessant hele vejen igennem. Skønt!
Som jeg skrev til at starte med, så lytter jeg stadig til Propagandas “A Secret Wish” nu og da. Det er dog kun, når jeg er på arbejde, at jeg får gjort det. Derhjemme har det, siden jeg opdagede albummet, altid været “The Heart Is Strange” der er blevet afspillet. Det rammer bare så mange flere af de ting, som jeg elsker ved musik, end førstnævnte gør. Jeg har altid sat pris på det lidt mørkere og atmosfæriske, og de to bokse er der i den grad blevet sat kryds ved på dette album.
Jeg håber på et tidspunkt, at det at skulle vælge numre ud bliver nemt. Sådan er det dog heller ikke denne gang. På albummet er der nemlig flere numre, som jeg sætter lidt op af hinanden. Så skal det være “Chasing Utopia”, som skal fremhæves, eller skal det være “Beauty Is Truth”? Skal det være “Don’t (You Mess With Me)” eller “The Wolves Are Returning”? Det er sgu lidt svært, men i sidste ende har jeg valgt at gå med “Beauty Is Truth”, “Don’t You Mess With Me” og “No Ordinary Girl”. Jeg synes de tre numre fint demonstrerer de forskellige nuancer, der er på albummet, men generelt set kan jeg kun komme med en kæmpestor anbefaling til det hele.
Sidst jeg tjekkede var det stadig muligt at skaffe “The Heart Is Strange” på CD og LP, så hvis man vil støtte op om musikken, så er det en god måde at gøre det på. Så vidt jeg kan se, er der ikke lige en tour i gang for tiden, men hvis de på et tidspunkt kommer forbi, så tror jeg godt, at det kan blive fedt. Jeg skal da i hvert fald se dem, hvis de kommer bare i nærheden af lille Danmark.
Musikskriveri 