Så kom jeg endelig til at skrive om noget metal. Der er to ting, som jeg har været lidt spændt på at se, hvor lang tid der ville gå, før jeg fik lyst til at skrive om dem. Den ene af de to ting er metal. Den anden ting vil jeg lade være “hemmelig”, indtil at jeg på et tidspunkt skriver om den.
Metallen er noget, som altid har stået mig nær, lige siden at min musik interesse blev vækket. Derfor var jeg lidt overrasket over, at det ikke var den, som jeg med det samme tog fat i for at skrive om, da jeg for alvor startede mine overvejelser til denne side. Her på femte skriv er den lyst dog endelig kommet frem, dog i form af en subgenre som jeg normalt ikke hører, nemlig rap-metal. Jeg tænker, at de fleste vil lade tankerne drive over til Rage Against The Machine, når denne genre bliver nævnt. Der har jeg det anderledes. Ikke fordi at jeg har noget imod Rage, det er skam ganske udmærket, men deres musik har aldrig helt fået sat sig i mit hjerte. Det har bandet Clawfinger til gengæld.
For dem der ikke kender til bandet, så er Clawfinger et svensk-norsk band, der blev dannet tilbage i de tidlige 90’ere. Det kom til i Stockholm, og de fire hovedmænd bag det var på det tidspunkt alle hospitalsmedarbejdere på Rosenlund hospitalet. Her har vi at gøre med to svenskere og to nordmænd, der på et tidspunkt fandt ud af, at de havde en fælles interesse for musik, og på dette grundlag blev bandet grundlagt. Hvis man kigger nærmere på de enkelte medlemmer, så finder man på den svenske side frontmanden Zak Tell og keyboardspilleren Jocke Skog, mens at man på den norske finder de to guitarister, Bård Torstensen og Erlend Ottem. Senere hen blev den norske side forstærket af de to brødre André og Morten Skaug, der henholdsvis står for bas og trommer, i hvert fald på deres debutalbum “Deaf Dumb Blind”, hvilket er det album, som det handler om i dag. Clawfinger har med tiden fået udgivet seks yderligere album, dog med et par forskellige trommeslagere, og siden 2003 også uden leadguitarist Erlend, der i starten af nullerne valgte en karriere inden for softwareudvikling i stedet. Resten af bandet holdt sammen indtil 2013, hvor de for en kort tid splittede op. De spillede dog nogle få koncerter sammen i perioden 2014-2016, indtil at Clawfinger igen blev fuldt aktivt, endda med nyt materiale i form af nogle singler. Jeg var så heldig at se en af disse koncerter, nemlig da de spillede på Copenhell i 2016, hvilket er en koncert, som jeg sent vil glemme. Første og eneste gang jeg har set en affaldscontainer crowdsurfe, en container der, som jeg året efter fandt ud af, faktisk også havde en person i sig. Fantastisk minde og generelt bare en fantastisk koncert.
Jeg havde ikke hørt om Clawfinger, indtil at de blev nævnt i DRs metal-radioprogram “Sort Søndag”, et program jeg desværre nu til dags får lyttet alt for lidt til. Her blev nogle af de bands, som skulle spille på årets Copenhell gennemgået, og på et tidspunkt kom turen til Clawfinger. Jeg husker stadig numrene, som blev spillet den dag. Det ene af dem var nummeret “Do What I Say” fra bandets andet album “Use Your Brain”. Dette nummer fik fanget min interesse med det samme, og det gjorde, at jeg hurtigt fik sat Clawfinger på listen over bands, som jeg skulle se. Det andet nummer kommer med lidt af en historie. Jeg kan nemlig stadig huske, da værten Anders Bøtter introducerede det, og fortalte om hans tur ned i Fona, hvor han spurgte en ekspedient om albummet med dette nummer. Svaret blev, at Fona ikke solgte musik med racistisk materiale. Et standpunkt som jeg fuldt ud respekterer, men der er dog et problem med det her. Nummeret er nemlig fuldt ud antiracistisk, men hvis man ikke har hørt det, så kan titlen godt mislede. Hvad er titlen på nummeret så? Ja den er såmænd “Nigger”.
“Nigger” er både et af de første numre Clawfinger udgav, dengang på en demo, så vidt jeg også førstesinglen til “Deaf Dumb Blind”, og samtidig er det også åbningsnummeret på albummet. Det skabte en del kontrovers, da det først blev udgivet, men endte med at blive et af de største numre, som bandet ville skrive igennem deres karriere. Det er en solid åbner, der perfekt får illustreret, hvad der er i vente på albummet. Lyden er hård, men samtidig lidt funket, mens lyrikken er aggressiv men samtidig også progressiv. Første vers går hårdt til selve brugen af ordet “nigga”, specifikt når det bliver brugt af et sort menneske til at omtale et andet. Det etablerer hurtigt ordets oprindelse og mening, og at sorte mennesker er langt mere værd end det. Næste vers bliver der kørt på de dårlige forhold, som mange afroamerikanere vokser op i, og hvordan den amerikanske regering ikke giver en skid for dem. Imellem de to første vers ligger der et omkvæd, hvor ordet “nigger” bliver sagt gentagende gange. I omkvæd nummer to får det lige en ekstra tilføjelse, “You’re the real niggers”, og der er ingen tvivl om, at det er rettet mod førnævnte regering. Det er i omkvædene, at det hele lige bliver dejlig ekstra aggressivt. Særligt efter andet omkvæd når energiniveauet dets højdepunkt. De to første vers har dog været mere tilbagelænet, og i tredje vers sænker bandet det hele en tak yderligere. Her står Zak Tell for næsten det hele, mens de andre musikere kun har minimale roller. De konservative, religiøse røvhuller og Kuk Kuk klanen får alle lige en verbal lussing, hvorefter nummeret går over i fjerde vers, og alle musikerne kommet fuldt med igen. Nummerets sidste lussing går til generelle racister. Hvis man stemplede nummeret som racistisk alene på grund af titlen, vil man i den grad have en anden mening ,da den sidste tone lyder. Den evige lektie om ikke at dømme noget på forhånd.
I et kort sekund er der stille imellem skiftet fra “Nigger” til “The Truth”. Det bliver der hurtigt lavet om på, for det åbner op med et aggressivt tungt riff. Denne gang er det politikere der står for skud. Specifikt er det dem der, når de ser et problem, vælger at skyde skylden over på andre i stedet for at arbejde på en løsning. Igen får Zak rigeligt med plads under versene, mens at det hele igen bliver mere aggressive i omkvædene for at drive beskeden fuldstændig hjem. Det er en tilgang, der virker fænomenalt, og det svinger bare hele vejen igennem.
Næste nummer på listen er “Rosegrove”. Oversat til svensk bliver dette til Rosenlund og, som nævnt tidligere, så var det det hospital, som medlemmerne arbejdede på, da bandet startede. Jeg er ret sikker på, at dette ikke er tilfældigt. Nummeret åbner med nogle trommeslag, der kort efter bliver efterfulgt af nogle tunge guitarer, noget scratch og dejlig fede toner fra keyboardet. Det er ikke noget pænt billede, som sangen maler her. Det hele lyder som noget, hvor man har en top, der ser på bunden, som var de skrald, der ikke skulle have noget at sige. Alle forsøg på udvikling og forbedring bliver stoppet. Ordene “I’m still here although I hate It, I wonder why I even care about a place like this?” bliver sunget i omkvædene, og det minder mig desværre om nogle af de ting, som man ofte hører fra forskellige dele af det offentlige nu til dags.
“Rosegrove” er et af mine favoritnumre på albummet. Der er fede toner og generelt bare et super fedt flow igennem det hele. Før det sidste vers bliver den første guitarsolo på albummet serveret, og den giver mig indtrykket af en forgæves kamp for ændring. Denne solo giver nummeret et rigtig godt break, inden at det som sagt går over i sangens sidste vers.
De tre første numre er også tre ud af fire af de singler, der blev sendt ud før selve albummet. “Deaf Dumb Blind” har dog heldigvis mere at byde på. Jeg kan derfor kun anbefale, at man tjekker det ud, hvis man ikke har hørt det før, eller giver det et genlyt, hvis man har. Fedt album fra start til slut. Efter det super fede fjerde nummer, “Don’t Get Me Wrong”, går albummet lidt ned i tempo på “I Need You” og “Catch Me”, det sidste med lyrik oversat fra en sang af punkbandet Asta Kask. Albummet bliver noget mørkt her, da det er tunge emner som bandet berørt. Usunde forhold er hovedtemaet i det første nummer, og på det andet har vi at gøre med, hvad der vel bedst kan beskrives som systemkritisk selvmord. Særligt sidste har fået den dybde, som jeg ville forvente, når et et rap band tager fat i en punk sang. Den maler et dystert billede, som jeg finder fascinerende, selvom jeg mener, at der er bedre veje, som man kan tage.
For at trække stemningen lidt op kommer “Warfair” som sang nummer syv. Det er den sidste single fra albummet, og det er en fed krigskritisk sang. De næste to numre er endnu to af mine favoritter fra albummet, nemlig “Wonderful World” og “Sad To See Your Sorrow”. Begge kunne jeg skrive en god lang afhandling om, men når jeg kigger på længden af dette skriv, så tænker jeg, at det er bedre at anbefale et lyt. Sidstnævnte er endnu et nummer med et tungt emne, og jeg respekterer sgu, at Clawfinger tager det op. Hele albummet runder af med endnu et klask til Kuk Kuk klanen, på nummeret “I Don’t Care”, hvilket jeg kun kan bifalde. Albummets titel bliver nævnt som tillægsord til klanen, og det passer sgu meget godt, selvom man selvfølgelig nemt kunne finde på flere.
Det er ved at være noget tid siden, at det var 2016, og derfor har jeg efterhånden kendt til Clawfinger længe. Det er et af de bands, som jeg ofte vender tilbage til og giver et lyt. Før i tiden var det meget deres “Use Your Brain” album der kom på, “Hate Yourself With Style” har også fået en god del afspilninger, men på det seneste er det deres debut, som jeg vender tilbage til. Desværre er bandet fra 90’erne, hvilket betyder at deres LP’er koster noget over, hvad mit budget tillader, da de desværre kun er blevet trykt, dengang at de udkom. En god del af deres albums fra 00’erne blev faktisk slet ikke trykt på plade. Så derfor består min samling udelukkende af CD’er, men det er jo heldigvis også et dejligt medie. Så vidt jeg ved, er der også nogle af dem, der stadig kan fås, så husk at støtte op om bandet, hvis i synes det er fedt.
Lytteanbefalinger…. Den er sgu igen svær. Selvfølgelig skal et af de tre første numre have et link, men at vælge et enkelt ud er næsten umuligt. Alle tre er pisse stærke ,så jeg har ladet et terningekast vælge for mig. Valget faldt på “The Truth”, men jeg vil anbefale, at man selv finder de andre og giver dem et lyt. De to næste er mindre svære for mig at vælge, for det er klart både “Wonderful World” og “Sad To See Your Sorrow”, som jeg føler skal fremhæves. Første er dejligt op i tempo mens det er noget mere sløvt og tungt.
Musikskriveri 