Fra et soundtrack til et andet. Jeg debatterede en smule med mig selv, om jeg skulle vente lidt med at skrive om dette album, da jeg jo lige har skrevet om et andet soundtrack. På den anden side så er de stilmæssigt totalt forskellige, hører til forskellige medier, og så har jeg bare haft lyst til at skrive lidt om dette album og dele det med andre.
Jeg vil ligge ud med at skrive, at jeg ikke rigtigt har noget som helst forhold til selve serien, udover at kunne lide dens musik selvfølgelig. Jeg mindes at have set de sidste 2-5 minutter af et afsnit, muligvis det sidste i serien. Derudover kender jeg intet til serien, bortset fra at den eksisterer. Det er også derfor, at det først var sidste år, at jeg tilfældigvis støtte på musikken til den. Endnu engang var det en test i butikken, der gjorde at jeg fik hørt det, denne gang dog en CD test. Også denne gang ledte testen til, at jeg med det samme faldt for albummet, og ligesom med Drops var der også en lille fejl under testen, der gjorde, at jeg fik soundtracket med hjem. Den fejl har dog på ingen måde gjort, at albummet er blevet spillet mindre i den tid, hvor jeg har haft det.
Hurtig baggrundshistorie for albummet inden at jeg dykker ned i tonerne fra det. Det er som sagt skrevet til Tv-serien “Ørnen”, en krimi serie der blev vist for første gang tilbage i oktober måned, 2004. Efter hvad jeg kan læse mig frem til, så blev det til tre sæsoner med serien, og den endte vist også med at hive en Emmy hjem. Selve soundtracket er komponeret af den danske komponist Jacob Groth, som har en god del filmmusik på sit CV, blandt andet musikken til Rejseholdet, Krøniken og Mænd Der Hader Kvinder. Han spiller også de fleste instrumenter på albummet. Det er dog hans kone, der går under kunstnernavnet Misen, som står for vokalerne. Ud over at være med på noget af den musik hendes mand har komponeret, så har hun selv udgivet to albums. Desuden synger hun kor på TV-2s album “Nærmest Lykkelig” og på de seneste albums, som Sebastian har udgivet. Sidstnævnte har hun også turneret med de sidste 10-15 år. På dette album ligger hun dog ikke “bare” i kor. Hende og hendes vokal har til opgave at være hoved fokus på størstedelen af albummet, og den opgave klarer hun til topkarakter plus lidt mere.
Albummet åbner med nummeret “Islands”, et nummer der giver mig følelsen af at se tilbage på noget og at længes efter det. Misens vokal er der fra starten, og det er spøgende en af slagsen, nærmest som om hun kalder fra det hinsidige. Denne effekt bliver kun forstærket af de orkestrale toner, der ligger i baggrunden, og det hele sætter en lidt trist stemning. Nummeret er meget atmosfærisk, hvilket bestemt ikke er et minus hos mig. “Islands” er det korteste nummer på albummet med en længde på kun lige knap to minutter. Jeg har ingen ide om hvor, hvornår og hvorfor nummeret bliver spillet i serien, men på albummet er det perfekt placeret. Den stemning det sætter leder nemlig perfekt over til næste nummer, “Forgiveness”, hvilket er titelmelodien til “Ørnen”.
Lidt hæmmet af ikke at have set serien kan jeg kun komme med gætterier, men “Forgivness” virker for mig som et nummer, der bliver brugt til at male et billede af seriens hovedperson. Den triste atmosfære fra forrige nummer er stadig at finde her, både i melodi og tekst, men lige fra starten med nogle marchagtige trommer, der gør at jeg får indtrykket af en person der, trods tragedier i fortiden, prøver at komme videre i livet. Versene er reflektive, og igen føles det som en person der kigger tilbage på fortiden. De starter alle sammen forholdsvis tæmmet men bygger langsomt op i intensitet, og når omkvædet kommer, altid lige efter ordene “I Won’t Surrender”, tager det hele en meget mere episk form. Igen er Misens vokal fremragende og føles mere nærværende end i det forrige nummer. Alt i alt er det hele et dejligt fængende nummer, der balancerer mellem det reflekterende og trodsige på en rigtig god måde. Det hele er meget symfonisk, og i omkvædet bombastisk, hvilket jo er gode ingredienser til at fange potentielle seers interesse. At jeg så ikke har fået taget mig sammen til at se serien endnu, det er så en hel anden historie.
Den triste atmosfære begynder at blive brudt på tredje nummer på albummet, “As An Angel Walks By”, der føles som et lyspunkt i mørket. Dog er der alligevel en vis følelse af usikkerhed, som om at en hånd bliver strakt ud til en, men man er i tvivl, om man kan eller tør tage den. Et dejligt smukt nummer og den positive stemning, om end ikke en voldsom stor en af slagsen, bliver fulgt op af næste nummer, “Going Home”, hvilket hele vejen igennem har et dejligt positivt beat. Længslen slipper man ikke for, det sørger lyrikken for, men hvor den på de første numre har føltes mere negativ, som om at man er fanget i fortiden , er den her mere positiv. Det føles som om, at man er på et punkt, hvor man stadig tænker tilbage på fortiden, men man er kommet videre fra den. På de her numre er orkesteret blevet lagt lidt i baggrunden, mens at en guitar snupper dets plads, hvilket er et godt virkemiddel, til at få den positive stemning frem.
Albummet har i alt 11 numre og for at holde dette skriveri læsbart, så kommer jeg ikke til at dykke ned i alle sammen. Dels fordi det bliver for langt, og chancerne for at det hele bliver lidt for repetitivt er der også. Så i stedet vil jeg opfordre til, at man selv hører albummet for at danne sig et blik over resten af det. Det har stadig en del at byde på, blandt andet to dejlige instrumentalnumre med titlerne “The Journey” og “The Eagle”, hvor især førstnævnte er en af mine favoritter. Dog er det ikke favoritten. Den ære går nemlig til nummeret “The Traveller”, der ligger som det niende nummer på albummet, og det vil jeg skrive lidt om som det sidste.
På dette nummer er vokalen lidt i baggrunden, og i stedet ligger der noget synthesizer eller lignende. Der er et eller andet ved det, der bare er lækkert i mine ører. I det første minut er det egentlig bare de fire samme toner, med passende mellemrum, der kører i forgrunden. I baggrunden ligger vokalen og gentager sig selv på samme måde, mens nogle bastoner langsomt sniger sig op i volume. Der kommer et lille skift i tonerne, efter det første minut er gået, men kort efter skifter det hele igen da en saxofon, spillet af Jens Haack der også optræder på et par andre numre, kommer ind og spiller en solo. Hele nummeret føles ret simpelt på en måde, mere end resten af albummet har været. Alligevel er det det her nummer, som jeg så ofte søger tilbage til eller lige spiller en ekstra gang.
Hvis man skulle tilføje et nøgleord til dette soundtrack, så ville jeg bestemt vælge melankolsk. Nogle andre ord ville være smukt, symfonisk, dragende og atmosfærisk. Man kan sikkert finde flere, men det er de ord, som jeg først tænker på når jeg tænker på albummet. De ord er også nogle ord, som jeg normalt ser som plusser, når det kommer til musik. “Ørnen” er ikke det soundtrack, som jeg ville vælge som mit favorit, men det er et soundtrack, som jeg er blevet virkelig glad for i løbet af det sidste år. Vigtigere endnu er det et album, som jeg ikke har hørt andre snakke om. Derfor håber jeg, at dette skriv kan give andre lyst til at lytte til det, og hvem ved, måske vil det vække lige så meget glæde, som det gør hos mig.
Jeg har endnu engang fundet et par links frem til nogle af mine højdepunkter fra albummet. Selvfølgelig er titelsangen med, den er simpelthen for god til ikke at være det, men de tre andre sange jeg har linket til står alle højere på min liste over favoritter fra albummet. Albummet kom i sin tid også ud på CD, men det skal skaffes brugt, hvis man bliver glad for det og gerne vil have det fysisk.
Musikskriveri 