Da jeg begyndte at bygge denne hjemmeside op, gik jeg rundt med ideen om, at det kunne være sjovt at bruge søndagene til at reflektere lidt over, hvordan min musiksmag har udviklet sig gennem tiden. Den udvikling startede, da jeg, som seksårig, spillede videospillet Diablo 2 for første gang. Et fantastisk spil med et endnu mere fantastisk soundtrack som jeg, den dag i dag, stadig ofte finder frem. Så hvorfor har jeg så valgt at skrive om det første spil i serien, der bare går under navnet Diablo, i stedet? Tjah lige så hurtigt som ideen kom til mig, lige så hurtigt kom jeg til at tænke over, hvor perfekt soundtracket i det første Diablo egentlig er, og jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen til at skrive om det. Så må vi se, om jeg på et senere tidspunkt går tilbage til den originale ide.

Før jeg dykker ned i musikken, vil jeg lige give en kort opsumering af hvad Diablo er. Diablo er en spilserie, der startede med udgivelsen af det første spil tilbage i 1997, og som på nuværende tidspunkt har fem titler i alt, den seneste udgivet i 2023. De er udviklet og udgivet af spilfirmaet Blizzard, og det generelle koncept bag spillene er, at spilleren bliver sendt på en rejse, hvor man skal kæmpe sig igennem horder af monstre og dæmoner for at stoppe den onde og skrækkelige dæmon, Diablo. En rejse som progressivt bliver mere og mere helvedsk, hvilket nok er bedst illustreret i det første spil. Musikken i det første Diablo, og efterfølgeren, er komponeret af Matt Uelmen, som er en amerikansk komponist og lyddesigner der gjorde et forrygende stykke arbejde med begge to.

Min rejse i dette univers startede, som sagt, da jeg var seks år og for første gang spillede Diablo 2. Der skulle lige gå et par år mere, før jeg fik lov til at spille det første spil i serien. Dette skete da jeg, sammen med mine forældre, var på besøg hos nogle venner, hvor jeg fik lov til at hygge mig med deres computer. Her sad jeg, så vidt jeg husker, med alt lys slukket, på nær computerskærmen selvfølgelig, og fik øje på noget på computerskrivebordet. Et ikon med teksten Diablo skrevet under, et ikon der mindede meget om det, som jeg kendte hjemmefra. Jeg gik ud fra, at det måtte være det første Diablo og klikkede på det. Det viste sig at være sandt, for det første der blev vist, var et Blizzard logo, omend et ældre et af slagsen. Efter at have set en cinematisk intro blev jeg mødt af det første nummer fra soundtracket, “Diablo Intro” som det så passende hedder.
Lige dette nummer vil jeg ikke skrive særligt meget om. Det er det nummer, som bliver spillet mens spillet er i startmenuen, og der har jeg aldrig holdt mig længe af gangen. Derfor tror jeg også først, at det er inden for de sidste par år, at jeg faktisk har fået hørt det til ende. Det er et fint nummer, der bygger en meget passende dyster stemning op, hvilket fint sætter forventningerne, til hvad der er i vente. Med det kørende i baggrunden sad en nok 8-9 årig mig og tog de første skridt i spillet, ved at vælge hvilken karakter jeg ville spille som. Valget faldt på Warrior. Ganske overbevist om at når jeg nu var så god til Diablo 2, i realiteten var jeg ganske forfærdelig, så ville det da være en smal sag at klare dette spil. Med mit valg truffet og fuld af overmod, blev jeg ført ind i spillet. Menu-nummeret gjorde måske ikke det store indtryk på mig, men det samme kan ikke siges om det næste.

“Tristram”. Et nummer som stort set alle jeg kender, som er fra omkring min generation, og som har hygget sig med videospil kender. Et nummer som de fleste endda kan genkende, lige fra at det første anslag på den 12 strengede guitar lyder. Dette er nummeret der sætter stemningen for byen af samme navn, hvor spillet begynder, og hvilken fantastisk måde at det gør det på. Det starter som sagt med en 12 strengede guitar, der hurtigt får følgeskab af et blæseinstrument af en eller anden slags. Sammen sætter de en stemning, som de første fem bogstaver i titlen beskriver perfekt. Trist. Jeg danner mig et indre blik af denne lille landsby, fyldt med slidte brune huse lavet af træ og omgivet af et små-bakket mørkegrønt græslandskab, der alt sammen ligger under en mørk dunkel himmel. I takt med at der nu tilføjes lidt tempo til nummeret, og hvad jeg vil tro er en cello, dukker de få indbyggere der er tilbage frem, og det er et lige så trist syn som byen. Folk uden håb der er blevet tilbage, fordi de enten ikke vil forlade stedet, eller fordi de ikke kan. Allerede her har nummeret fået sat den atmosfære, som det skulle, og en nem løsning ville have været bare at stoppe det her og loope det. Men nej, nummeret fortsætter, det går skridtet videre og nøjes ikke bare med at sætte en atmosfære. Nej det vælger i stedet at fortælle en historie, og det er grunden til, at jeg elsker dette soundtrack. For sådan er det med alle numrene. De opnår det de skal allerede halvvejs inde eller før, men i stedt for at stoppe så fortsætter de, og det gør at det hele går fra at være et godt soundtrack til et mesterværk. “Tristram” er et nummer med utallige skift i tempo og melodi, dog uden at det på noget tidspunkt bryder den røde tråd, som det følger. Det fortæller historien om en trist by med en trist skæbne. En by der ligger langt væk fra alt andet og som virker omringet af farer. Et trist nummer og så alligevel samtidig også et uhyre smukt nummer. Det var til disse toner, at jeg tog mine første skridt i Diablo, om end ikke den første gang at jeg hørte nummeret, da jeg havde stiftet bekendtskab med det i efterfølgeren. Til disse toner gik jeg rundt i Tristram og stiftede bekendtskaber med nye karakterer, samtidig med at jeg hilste på nogle jeg kendte i forvejen. Efter at have gået rundt i byen befandt jeg mig til sidst foran byens katedral. Om jeg var i selskab med en mand, der lå i en pøl af hans eget blod, kan jeg ikke huske, men jeg vil gerne sige, at det var jeg. Det maler i hvert fald et endnu bedre billede af den stemning, som der er i Diablo. Jeg vidste, at min rejse ville fortsætte i dette katedral, så jeg tog afsked med Tristram, og begav mig ned i katedralens kælder.

Her blev jeg mødt af tonerne fra “Dungeon”. De starter med en lettere forvrængning, som hurtigt får følgeskab af en uhyggelig, nærmest spøgende, kvindelig vokal, alt imens der bliver trommet på en tromme med en stigende intensitet. Efter 30 sekunder bliver dette stykke dog rundet af. Trommerne får et sidste par slag, og vokalen fader ud. En lille intro er overstået, og nu starter nummeret for alvor. En hylen fra en violin sparker det i gang, hurtigt i selskab med trommer og andre lyde, og får startet ens rejse i disse mørke faretruende omgivelser på en aldeles fremragende måde. Den dystre stemning fra starten er blevet erstattet med en følelse af intensitet, og man er aldrig i tvivl om, at der er et eller andet, der gemmer sig bag hvert eneste hjørne. For at gøre det hele perfekt vælger nummeret at inkludere kirkelige toner i slutningen. Kirkeklokker og et kvindeligt kor der normalt ville få en til at tænke sig til et sted fyldt af fred og håb. Den følelse får man dog ikke her, da de er i selskab intense trommer og skræmmende lydeffekter, der på en forrygende måde får symboliseret, at dette hellige sted er blevet korrumperet af onde kræfter. Det hele sluttes af med at kirkeklokkerne og det kvindelige kor står alene, og alligevel er følelsen af, at der er noget helt galt til stede. Det er først ved de absolut sidste toner af koret, at man kan fornemme en lille spinkel følelse af håb.
De toner fik jeg aldrig at høre som 8-9 årig. Det stod mig klart, fra det første skridt jeg tog i den djævelske kælder, at det første Diablo var noget helt andet end dets efterfølger. Efter at have mødt og dræbt mit første monster, løb fantasien afsted med mig, og jeg forestillede mig, at der gemte sig kæmper og andre alle mulige andre rædsler i skyggerne. Jeg vendte om, gik op af trapperne tilbage til Tristram og lukkede spillet. Jeg fandt sikkert noget andet at spille, men hvad det var, kan jeg ikke huske. De uhyggelige farver spillet bruger, den langsomme måde man bevæger sig på, og ikke mindst den fantastiske musik, sætter bare en så dejlig uhyggelig stemning, som jeg ikke var klar på dengang. Denne uhyggelige atmosfære fortsætter igennem hele spillet, men for mig gør Dungeon det på bedste vis. Dette nummer er grunden til, at jeg skriver om soundtracket. Tristram er et langt langt mere kendt nummer, men for mig gør Dungeon bare alt det, som der skal gøres og så mere til. Jeg kan ikke komme i tanke om nogle andre soundtracks, som jeg har hørt, der formår at integrere sig så dybt, at jeg aldrig nogensinde ville kunne forestille mig at spille spillet uden.

Der skulle gå noget tid, før jeg fik lov til at høre resten af soundtracket. Som 8-9 årig var jeg ikke klar til, hvad Diablo havde i vente, men det indtryk det gav mig, gav mig en lyst til at prøve kræfter med spillet igen. Det fik jeg også gjort, men det var først som teenager, at jeg fik taget hele turen fra Tristram til helvede og fik stoppet Diablo.
Der er tre resterende numre i spillet, “Catacombs”, “Caves” og “Hell”. Jeg vil ikke gå i dybden med dem, ikke fordi de er dårlige, eller fordi de ikke lever op til det niveau, der er sat. Nej det er af den simple grund ,at de ikke passer ind i den fortælling, som jeg har haft indtil videre. Så hvis dette skriv har vakt interessen for soundtracket, så kan jeg varmt anbefale, at man giver dem et lyt. Hver især fortæller en fantastisk historie om en del af den samlede rejse, som man tager ned mod helvede.

Soundtracket er desværre kun blevet udgivet en gang på CD tilbage i 2011, sammen med nogle andre numre fra dets efterfølgere. Derudover findes der også et par uofficielle udgivelser på vinyl. Fælles for alle er dog, at de på nuværende tidspunkt kun kan findes til salg i USA. Desuden er prisen på dem også enorm, men man kan da altid håbe på, at man kan få fingrene i soundtracket på et eller andet tidspunkt. Derfor skal man desværre enten høre numrene på Youtube, eller kopiere dem fra spilfilerne hvis man vil høre det. Som sidste gang har jeg valgt at lægge nogle links ind til et par numre og til det fulde album. Jeg har valgt at inkludere den version af nummeret “Tristram”, som er at finde i dette spil, og så selvfølgelig også “Dungeon”.

Tristram

Dungeon

Fulde Album