802 – Hva’bar

9. februar, 2024


802 spillede på Hva’Bar tilbage i august 2022. Dengang bestod det af en guitarist og en trommeslager, men sidenhen er der sket en del. Der blev tilføjet en bassist, som så overtog rollen som guitarist, og han er så blevet erstattet af en anden bassist. Desuden har de udgivet to singler, My Girl og 22 (Velvet Vampire), som begge samtidig er blevet ledsaget af kortfilm. Så hvordan klaret bandet koncerten i forhold til dengang? Svaret er enkelt. Fuldstændig formidabelt og fremragende.


Der blev lagt ud med noget dystert atmosfærisk guitarspil for at drage publikum hen mod scenen. Da folk var på plads, kom resten af bandet med, og skiftede over til noget dejligt tungt. Efter kort at have spillet det, gik de så over til det, som virkelig er 802s forte, nemlig en blanding af metal og pop der er dejlig heavy men samtidig også virkelig catchy. Mens trommeslageren og sangeren Andreas sidder og holder styr på rytmen i baggrunden, leverer guitaristen Emil og Bassisten Kristian et pisse energisk show i front. Der er synkroniseret headbanging, virkelig livligt guitarspil og bare super dejlig energi fra de to som gør, at man simpelthen ikke kan stå stille, mens de spiller. Samtidig er der også noget keyboard/synthesizer, der kører på et backing track, der leverer den mere poppet stil som nævnt tidligere, som bare kører stemningen op på et endnu højere niveau. Igennem koncerten var der flere gange, hvor bandets tågemaskiner omhyllede dem alle, så man kun lige kunne skimte de to i front, hvilket gav en dejlig mystisk fornemmelse.


Da bandet spillede første gang, havde de kun numre til omkring en 20 minutter. Dengang fik de lov til at spille det sæt to gange. Det behøvede de ikke at gøre denne gang. De spillede vel omkring en 15 numre, og blandt dem var der selvfølgelig de to singler, hvor de virkelig fik fat i publikum. Derudover var der nogle andre numre, som jeg kunne genkende fra de tidligere gange, hvor jeg havde set dem live, men da bandet ikke har udgivet plade endnu (det laver de forhåbentlig om på i løbet af året), var der selvfølgelig en del der føltes nyt. Selvom numrene var ukendte kunne jeg dog ikke lade være med at danse med, for deres musik har bare en fantastisk dejlig kvalitet.
Mellem et par af numrene var der lige en kort pause, hvor guitaristen leverede et par tunge toner, mens han lige smuttede op til baren for at hente en øl. Igennem koncerten var det primært ham og trommeslageren, der stod for kommunikationen mellem band og publikum, og det gjorde på en dejlig hyggelig måde.


Da koncerten var ved at være færdig, og publikum begyndte at råbe på ekstra nummer, fik vi serveret et helt nyt nummer. Det blev indledt af en dejlig melodisk guitar, hvorefter de så gik tilbage til deres dejlige fængende melodier. Alt i alt endnu en forrygende koncert med 802 og bestemt ikke den sidste af slagsen. Hvis man ser de spiller i nærheden af en, kan det klart anbefales, at man lige tjekker dem ud. De leverer pisse god musik og et fantastisk show. Tænker de bliver nogle af dem, der skal bære fanen for den danske metalscene højt i fremtiden.

By:


Skriv en kommentar